05/12-17 12:36; Opdateret: 05/12-17 13:22

Mål om Nobelpriser får kritik: For få penge til forskningMål om Nobelpriser får kritik: For få penge til forskning

Det er fint med høje ambitioner, men regeringen afsætter for få penge til forskning, mener S og erhvervsliv.

Skørping. Flere danske forskere skal modtage Nobelpriser. Det mål opstiller regeringen i en ny forskningsstrategi, som præsenteres tirsdag.

Men der følger for få penge med til at indfri målet. Sådan lyder det fra Socialdemokratiet

Socialdemokratiets uddannelses- og forskningsordfører Mette Reissmann mener, at regeringen oversælger.

- Jeg synes, det klinger hult. For mens regeringen vil ud og vinde Nobelpriser, så har de samtidig stået for massive nedskæringer på uddannelse og forskning, siger Mette Reissmann.

Regeringen fastslår i udspillet, at de vil give 1,0 procent af bnp til forskning. Den tidligere Thorning-regering gav 1,1 procent.

Dermed har VLAK-regeringen sparet to milliarder kroner på forskning i forhold til den tidligere SR-regering, siger Mette Reissmann.

Men nu er økonomien vendt. Både regeringen og uafhængige økonomer forventer pæn vækst i dansk økonomi. Derfor vil pengene til forskning stige og være på niveau med den tidligere regerings, selv om VLAK-regeringen kun giver 1,0 procent af bnp frem for 1,1.

- Regeringen skal ikke have lov til at smykke sig med lånte fjer. De penge ville komme alligevel, fordi de skyldes væksten i samfundet, siger Mette Reissmann.

Hun vil dog ikke love, at Socialdemokratiet sætter pengene til forskning op til 1,1 procent af bnp, hvis partiet igen får regeringsmagten.

- Det kan jeg ikke sige noget om. Vi vil i hvert fald arbejde for, at de besparelser, der er, bliver fjernet. Men om det bliver 1,1 procent af bnp eller 1,01 procent af bnp, kan jeg ikke sige noget om.

Spørgsmål: Men så kan I vel ikke kritisere regeringen, hvis I ikke selv klart kan sige, om I vil bruge flere penge?

- Det kan man da. Selvfølgelig kan man da det. Man kan se på det faktum, at i øjeblikket så sker der en total nedsabling af de forskningsmiljøer, som er på de danske universiteter.

- Man skræmmer de unge forskere væk, for hvorfor skulle de søge steder hen, hvor der ikke er penge, og man ikke kan få lov til at arbejde med de vilde idéer, der kan skabe forskningsmæssige nybrud?

- Hvor man kører på den sikre klinge, og den ældre professor får lov at svinge taktstokken? Det er sådan, det er i dag, siger Mette Reissmann.

Dansk Industri tager godt imod regeringens forskningsstrategi.

- Udspillet indeholder mange gode takter og initiativer, og retningen er rigtig, siger underdirektør Charlotte Rønhof, DI

I udspillet er der stort fokus på det, regeringen betegner som "excellence" i forskningen. Her kan der være behov for at fokusere flere penge i Grundforskningsfonden, mener DI:

- Danske virksomheder efterspørger den bedste forskning, og hvis de ikke kan finde den i Danmark, så henter de den i udlandet.

- Men excellence kræver flere investeringer til eksempelvis Grundforskningsfonden, og som lille land er vi i Danmark også nødt til at prioritere indsatsen. Vi kan ikke være bedst på alle områder, siger Charlotte Rønhof.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx