01/11-17 09:38

Pape om nyt skyderi: Politiet gør alt for at finde de skyldigePape om nyt skyderi: Politiet gør alt for at finde de skyldige

Politiet gør alt for at finde skyldige for skuddrabet på Nørrebro, tweeter justitsminister Søren Pape Poulsen.

København. Politiet søger efter de ansvarlige bag skyderiet tirsdag aften i Mjølnerparken i København.

Det tweeter justitsminister Søren Pape Poulsen (K) på det sociale medie Twitter.

- Forfærdeligt skyderi på Nørrebro i går aftes. Politiet tager alle nødvendige tiltag, så de ansvarlige kan blive stillet til ansvar, skriver han.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kalder det en "tragedie".

- Ny tragedie på Nørrebro. Politiet kæmper for at stoppe uhyrlighederne. På Christiansborg skal vi gøre mere for at stoppe dens årsager, tweeter statsministeren.

Udmeldingen fra statsministeren kom få timer efter, at en person med banderelationer var blevet dræbt af skud ved Mjølnerparken på Nørrebro i København. Ud over den skuddræbte er to personer såret.

De tre personer er fra 28 til 32 år. De har relationer til bander, men politiet ønsker ikke at fortælle hvilke.

Ifølge Ritzaus oplysninger skulle de tre ramte have tilknytning til banden Brothas, som holder til i Mjølnerparken.

Ingen er endnu anholdt. Politiet håber at få hjælp fra mulige vidner.

- Vi har behov for at få at vide, om nogen har set noget - det kan være biler, der er kørt fra stedet eller personer, der er løbet fra stedet. Det er i tidsrummet fra 19.10 til 19.30, siger vicepolitiinspektør Dannie Rise fra Københavns Politi.

Politiet fik 19.16 anmeldelsen om skuddene fra en borger, der havde hørt skud.

- Det sker på en parkeringsplads på Tagensvej bag en bygning, hvor der er et hostel. Da vi kommer frem, konstaterer vi, at der er tre personer, hvor i hvert fald to personer er ramt af skud.

- De bliver relativt hurtigt kørt til Rigshospitalets Traumecenter. Den ene afgår kort tid efter ved døden. Den anden er i kritisk tilstand, men stabil. Den tredje er lettere tilskadekommen, siger Dannie Rise.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx