15/07-17 15:47

Mand fængslet for at røve ældre kvindes varebilMand fængslet for at røve ældre kvindes varebil

Maskeret og bevæbnet med en kniv tiltvang en 24-årig mand sig fredag nat en varebil ved en Fakta i Aalborg.

Aalborg. En ung mand maskeret med en elefanthue truede natten til lørdag en ældre kvinde med en kniv og tiltvang sig hendes varevogn. Den dramatiske hændelse skete ved en Fakta-butik i Aalborg.

Manden forsvandt i bilen, men blev kort tid efter standset nord for Hobro.

Røveren viste sig at være en 24-årig mand, som i forvejen er kendt af politiet.

Han blev lørdag i et grundlovsforhør varetægtsfængslet i 14 dage, oplyser anklager Christina Barnow, Nordjyllands Politi.

Sigtelserne mod ham lyder på røveri af bilen og desuden på røveriforsøg, fordi han forinden forsøgte at true kvinden til at låse sig ind i Fakta-butikken.

- Det kunne hun ikke, fordi hun ikke havde nøglen, siger Christina Barnow.

Derimod lykkedes det den 24-årige at slippe af sted med kvindens varebil.

Kvinden forsøgte at sætte efter ham i en taxi, som hun prajede, men det lykkedes ikke. Derimod fik taxichaufføren taget et billede af bilen, som han rundkastede til sine kolleger.

Derfor kunne politiet efter kort tid standse bilen nord for Hobro. I bilen fandt betjentene elefanthuen og kniven.

Den 24-årige er tidligere straffet og er prøveløsladt.

Ved grundlovsforhøret lørdag var han også sigtet for to indbrud og yderligere et røveri og et røveriforsøg.

Ifølge anklageren mistænkes han blandt andet for et indbrud for omkring en uge siden, hvor en tyv brød ind til en fest og truede festdeltagerne, fordi de forfulgte ham, da han ville bringe tyvekosterne i sikkerhed.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx