27/11-17 05:39

Højtflyvende Eagles nærmer sig NFL-slutspil efter ny sejrHøjtflyvende Eagles nærmer sig NFL-slutspil efter ny sejr

Philadelphia Eagles har ikke tabt siden anden runde i årets NFL. Søndag gik det ud over Chicago Bears.

Philadelphia. Philadelphia Eagles er indtil videre succeshistorien over dem alle i årets udgave af verdens bedste liga for amerikansk fodbold, NFL.

Med en sejr søndag på 31-3 over Chicago Bears hjemme på Lincoln Financial Field har Philadelphia nu ti sejre og et enkelt nederlag i sæsonens første 11 runder.

Det betyder ikke bare, at Philadelphia Eagles er så godt som sikret en plads i slutspillet. Holdet har også den bedste sejrsstatistik i hele ligaen.

Chicago Bears har tre sejre og otte nederlag og er reelt ude af slutspilskampen.

Det var til gengæld niende kamp i træk, at quarterback Carson Wentz og kompagni trak sig sejrrigt ud af en kamp.

Den 24-årige Wentz kastede tre touchdowns i kampen. Det bringer ham op på i alt 28 touchdowns i sæsonens første 11 kampe - bedst af alle i NFL.

I sin blot anden sæson har Carson Wentz leveret på et så højt niveau, at han er favorit til den ærefulde titel som ligaens mest værdifulde spiller, MVP.

Ifølge bookmakerne er Wentz i et kapløb med legendariske Tom Brady, der har vundet titlen to gange før.

Bradys New England Patriots har ni sejre og to nederlag, efter at holdet søndag slog Miami Dolphins 35-17.

Philadelphia kan sikre sig en plads i slutspillet allerede i næste runde.

Det skyldes ikke mindst, at holdet har domineret en svag division, hvor Washington Redskins, Dallas Cowboys og New York Giants alle har tabt flere kampe, end de har vundet.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx