23/11-17 12:48

Politiet vil fortsat kunne visitere alle i opgør med banderPolitiet vil fortsat kunne visitere alle i opgør med bander

For ottende gang forlænger politiet visitationszonen, der blev oprettet i sommer i København.

København. Københavns Politi forlænger torsdag visitationszonen i hovedstaden frem til 7. december. Det er ottende gang, at visitationszonen er blevet forlænget.

Baggrunden for beslutningen er den seneste tids mange banderelaterede skyderier i de københavnske gader.

- Formålet med forlængelsen af visitationszonen er at skabe tryghed for borgerne i området ved blandt andet at sikre, at personer ikke bærer eller besidder våben, skriver politiet i en pressemeddelelse.

En visitationszone giver politiet ret til at kropsvisitere alle, der færdes i zonen, uden at der er en konkret mistanke mod dem.

Det gælder også ransagning af biler.

Hen over sommeren og i efteråret har København været plaget af en lang række skyderier, der tilsyneladende kan relateres til bandemiljøet.

Konflikten har foreløbig kostet tre menneskeliv. Et par dage efter det tredje drab, der fandt sted 9. november ved Mjølnerparken på Nørrebro, lykkedes det dog tilsyneladende en gruppe fædre at mægle en form for våbenhvile mellem grupperne.

I første omgang skal banderne have indvilget i at lægge våbnene i en måned, og siden indgåelsen af aftalen er ingen blevet skudt.

Ikke desto mindre er Københavns Politi altså nået frem til, at man ønsker at opretholde visitationszonen.

Den samme beslutning er torsdag taget på den københavnske vestegn.

Her oplyser politiet, at man ligesom i København forlænger visitationszonen i Herlev, Ballerup, Rødovre og Gladsaxe frem til 7. december.

- Visitationszonen er et af vores vigtige værktøjer til at undersøge, visitere og ransage bandefolk for at bekæmpe deres kriminalitet, siger politiinspektør Svend Foldager fra Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Aktuelt har Københavns Vestegns Politi lukket tre rockerklubhuse i Hvidovre, Rødovre og Brøndby samt givet banderelaterede personer zoneforbud mod at opholde sig i Værebroparken.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx