29/11-17 11:43

Deschamps sagsøger Cantona for æreskrænkelseDeschamps sagsøger Cantona for æreskrænkelse

Den franske landstræner Didier Deschamps har sagsøgt landsmanden Eric Cantona efter beskyldninger om racisme.

Paris. I 1990'erne var de holdkammerater på det franske landshold, men siden er forholdet mellem Didier Deschamps, som i dag er landstræner, og Manchester United-legenden Eric Cantona blevet køligt.

Så køligt at Cantona fredag måtte et smut forbi retten for at modtage beskeden om, at Deschamps har sagsøgt ham for æreskrænkelse. Det meddeler den franske radiostation Europa 1 ifølge NTB.

Årsagen skal findes tilbage i foråret 2016, da Deschamps havde udtaget sin landsholdstrup til EM på hjemmebane.

I den forbindelse kritiserede Cantona udtagelsen, hvor Karim Benzema og Hatem Ben Arfa var udeladt, og antydede, at race havde spillet en rolle.

- Én ting er sikker - Benzema og Ben Arfa er to af de bedste spillere i Frankrig, men de skal ikke spille EM. Sikkert er det, at de er nordafrikanske i deres oprindelse, så debatten er åben, lød det fra Cantona til avisen The Guardian i maj 2016.

- Deschamps har selv et meget fransk navn. Måske er han den eneste i Frankrig, som har et sandt fransk navn. Ingen i hans familie er blandet med nogen. Det er ligesom mormonerne i Amerika.

De kommentarer ville den franske landstræner ikke finde sig i. Han meddelte allerede kort efter, at han ville sagsøge sin tidligere landsholdskollega.

- Det er uacceptabelt, og jeg glemmer det ikke. Jeg har taget retlige skridt til at gå hele vejen. Jeg kan ikke glemme det, sagde Deschamps.

De trusler er nu blevet til virkelighed.

Det kølige forhold mellem de to franske fodboldlegender startede allerede i midten af 1990'erne, hvor anførerbindet på landsholdet blev flyttet fra Cantonas arm til Deschamps'.

De to nåede at spille 34 landskampe sammen, men hvor Cantona stoppede karrieren i 1997, så fortsatte Deschamps og var med til vinde VM i 1998 og EM i 2000.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx