07/08-17 16:11; Opdateret: 07/08-17 16:47

Esben Lunde Larsen fratages ministeransvar for fiskerietEsben Lunde Larsen fratages ministeransvar for fiskeriet

I kølvandet på sagen om fiskekvoter bliver Esben Lunde Larsen (V) frataget sit område som fiskeriminister.

København. Der er ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) brug for at genskabe tillid til regeringens håndtering af fiskeriområdet.

Derfor overføres fiskeriområdet fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til Karen Ellemann (V). Hun er i forvejen minister for ligestilling og nordisk samarbejde.

Det oplyser Statsministeriet.

Der er ifølge statsministeren flere grunde til omlægningen:

- For det første har det vist sig, at forvaltningen af de såkaldt omsættelige fiskekvoter igennem en årrække ikke har været tilfredsstillende, og det er jeg nødt til at tage bestik af.

- For det andet er fiskeribranchen stærkt udfordret af brexit, fordi den lander store mængder fisk i britisk farvand, siger han i en pressemeddelelse.

Esben Lunde Larsen måtte 4. april give en undskyldning i Folketinget, da han ikke havde orienteret medlemmerne fyldestgørende i en sag om fiskekvoter.

Efter undskyldningen var regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, med til at give ministeren en næse af næsten historiske dimensioner.

Ministeren erkendte, at han havde udtrykt sig "upræcist". Sagen handlede om, hvilke informationer han havde videregivet til de borgerlige partier om de såkaldte kvotekonger - fiskere med store fangstkvoter.

Støttepartiet var blandt de største kritikere af ministeren og hans håndtering af forløbet.

Statsministeren varsler i pressemeddelelsen en beretning fra Rigsrevisionen om fiskekvoter, der offentliggøres om kort tid.

Den vil ifølge Løkke vise, at forvaltningen gennem en årrække ikke har været tilfredsstillende.

Med udskillelsen af fiskeriområdet håber statsministeren på et forbedret samarbejde.

- Endelig håber jeg, at vi kan genstarte samarbejdet om reguleringen af dansk fiskeri med Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, der i den seneste tid ikke har været tilstrækkeligt tillidsfuldt, siger statsministeren.

Esben Lunde Larsen stod til at skulle i samråd torsdag om kvotesagen. Det fremgår ikke umiddelbart, om samrådet vil finde sted som planlagt.

Der etableres desuden en selvstændig fiskeristyrelse under Udenrigsministeriet.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx