02/01-18 17:45

Grøn advokat fik straffesag efter diskret aftale om betalingGrøn advokat fik straffesag efter diskret aftale om betaling

"Han hev aftalen op af tasken". Diskret handel om betaling for forsvarer-job endevendes i sag mod advokater.

København. En advokat havde kun erfaring fra én tidligere straffesag, da han pludselig blev tilbudt at være forsvarer i en stor sag om grov økonomisk kriminalitet.

Det fortæller hans kollega i Københavns Byret tirsdag, hvor han og to andre er under anklage i en usædvanlig sag.

Det pikante er, at hvervet som forsvarere i den store sag ifølge anklagemyndigheden kun blev sikret, da de lovede at ville betale en del af salæret til en mellemmand - prisen var 7000 kroner for hvert retsmøde, som to af advokaterne deltog i.

Alle tre nægter sig skyldige i at have misbrugt deres stilling og i at have løjet over for Østre Landsret, hvor den store sag blev behandlet.

Tirsdag afhøres den ene af de tiltalte i byretten om den aftale om betaling, som han satte sin underskrift på. Handlen vedrørte de to andre advokater.

En søndag fik han en opringning fra en advokat i Aarhus og fik tilbudt hvervet som forsvarer i en sag, som var kommet halvvejs i landsretten. Hurtigt sikrede sig han, at de to andre advokater havde plads i deres kalendere.

Mandag formiddag kørte han til Holbæk for at få det praktiske på plads. I et mødelokale i retsbygningen traf han en anden jurist fra Aarhus.

- Han sagde, at han havde fulgt sagen tæt, at han ville stille sig til rådighed og ville yde den bistand, vi måtte få behov for, fortæller han.

- Min opfattelse var, at han havde været advokat for nogle af de tiltalte. Han hev aftalen op af tasken, og den diskuterede vi så, siger han.

Papiret blev senere fundet af betjente fra Bagmandspolitiet under en ransagning i Aarhus. Heri kan man læse om prisen per retsmøde.

I telefonen orienterede han derefter de to kolleger om arrangementet, oplyser han. Også betalingen talte han med dem om.

- Hvis der kom en faktura, kunne jeg sende den videre. Men det var ikke et issue, hvordan vi skulle fakturere det.

Den tiltalte afviser, at aftalen om betaling var en betingelse for at opnå hvervet som forsvarer. Det handlede bare om at sikre sig en mulighed for assistance.

- I min verden er det helt naturligt, at man deler salærer, når man yder bistand til hinanden, siger han.

Næste morgen - om tirsdagen - stod de to kolleger i landsretten for at forsvare deres nye klienter. Det blev til cirka ti retsmøder, før de blev afsat.

Indtil videre er der navneforbud, og derfor må pressen ikke beskrive forløbet i detaljer. I alt skal byretten bruge cirka otte retsmøder på affæren.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx