27/09-17 04:06; Opdateret: 27/09-17 05:06

Outsider besejrer Trumps foretrukne kandidat i AlabamaOutsider besejrer Trumps foretrukne kandidat i Alabama

Trods opbakning fra Det Hvide Hus og andre republikanske topfolk taber Luther Strange primærvalg i Alabama.

MONTGOMERY. Trods fuld opbakning fra præsident Donald Trump, vicepræsident Mike Pence og andre i toppen af Det Republikanske Parti måtte senator Luther Strange se sig besejret i et primærvalg i Alabama tirsdag.

Det skriver Reuters og andre medier.

Outsideren Roy Moore trak det længste strå af de to republikanere, der dystede om at udfordre Demokraternes kandidat ved et valg 12. december om en plads i Senatet.

Pladsen blev ledig, da Jeff Sessions tidligere i år blev udnævnt til justitsminister.

Luther Strange har midlertidigt udfyldt sædet, men nu er hans tid i Washington indtil videre forbi.

- De politiske vinde i dette land lige nu er meget svære at navigere i, siger Luther Strange ifølge NBC News efter nederlaget.

Hvis Roy Moore, der er dommer, vinder valget i december, får Senatet tilsyneladende et højst kontroversielt medlem.

Ifølge CNN sender Moores sejr tirsdag "chokbølger" gennem Det Republikanske Parti.

- Inklusive Det Hvide Hus, hvor præsident Donald Trump havde hældt sin egen politiske kapital ind for at hjælpe Strange med at overleve, skriver CNN.

Det store amerikanske medie Vox betegner Roy Moore som en "religiøs fanatiker". Guds "love" er ifølge Moore således hævet over alt andet.

Moore er citeret for, at den muslimske sharialov er indført i nogle amerikanske storbyer. Han mener også, at den amerikanske forfatning forbyder muslimer at komme ind i Kongressen.

Republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell, og hans allierede i toppen af partiet har brugt fire måneder og over ti millioner dollar på at sikre Luther Strange sejren, skriver Vox.

- McConnell har ikke bare spildt en formue. Han vil også få en ny og usædvanlig stærk modstander. Det er en person, som vil ankomme til Washington uden at skylde flertalslederen noget som helst, skriver mediet.

- Hvis du er McConnell, så får udsigten til en Moore-sejr dig til at tisse i bukserne, sagde Jim Manley, tidligere chefrådgiver for demokraten Harry Reid i Senatet, inden tirsdagens afstemning.

Donald Trumps tidligere toprådgiver Steve Bannon ser valget af Roy Moore som begyndelsen på en ny æra for Det Republikanske Parti.

I en hyldest til Roy Moore tirsdag aften i Montgomery i Alabama siger Bannon, at valget af Moore er starten på en "revolution", som vil se andre personer med Moores holdninger komme i Kongressen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx