17/11-17 16:24

Løkke må opgive nordisk EU-støtte: Det er ikke pæn politikLøkke må opgive nordisk EU-støtte: Det er ikke pæn politik

Sverige vil ikke støtte Danmark, erfarer svensk avis, og Lars Løkke Rasmussen havde håbet på nordisk støtte.

Göteborg. Et socialt EU-topmøde i Göteborg blev også brugt til at søge alliancer og støtte til nationale bud på placeringen af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), som med brexit skal flytte væk fra London.

- Der er mange her, som taler med hinanden, og det er måske ikke altid politik, når det er pænest, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Mandag skal der via en afstemning i Bruxelles ske en grovsortering af kandidatlandene.

Den svenske avis Expressen erfarer, at den svenske statsminister, Stefan Löfven, ikke vil love Danmark støtte, hvis Danmark skulle gå videre til anden runde i processen.

- Jeg forstår, at der har været en artikel i Expressen, og det må man spørge den svenske statsminister om. Jeg kæmper Danmarks sag, siger Løkke.

Danmark og Sverige har - som 17 andre EU-lande - budt på at få agenturet.

Vurderingen er ifølge spiludbydere, at Danmarks chance for at få agenturet er større end Sveriges.

- Svenskerne har selv et tilbud om Stockholm, og de synes formentlig selv, at de skal vinde. Jeg synes, at jeg mærker stor opbakning fra de baltiske lande, og jeg synes, at vi i denne sag bør samarbejde, siger Løkke.

Han fortæller, at han overalt, hvor han får chancen, arbejder på at samle støtte, til at København får agenturet. Men han har også håbet på, at de tre nordiske lande i EU (Danmark, Sverige og Finland) vil hjælpe hinanden.

- Vi kan ikke få det alle tre. Mit synspunkt er, at kan vi ikke få det til os selv, så burde vi se i vores eget nærområde.

- Vi har god og lang tradition for at samarbejde - ikke bare i Nordisk Råd - men også i NB6, altså de tre nordiske lande i EU og de tre baltiske lande, siger statsministeren.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx