11/10-17 01:15; Opdateret: 11/10-17 02:06

Portugal-træner: Vi kan spille lige op med alle holdPortugal-træner: Vi kan spille lige op med alle hold

De forsvarende europamestre fra Portugal er optimistiske, efter at VM-billetten tirsdag kom i hus mod Schweiz.

Lissabon. Med den niende sejr i træk i VM-kvalifikationen sikrede det portugisiske fodboldlandshold sig tirsdag aften en direkte billet til VM i Rusland i 2018.

Billetten blev sikret mod grupperivalen Schweiz, og efter 2-0-sejren var optimismen høj hos de forsvarende europamestre.

- Vi har aldrig ladet som om, at vi er de bedste i verden. Men vi er i stand til at spille lige op med alle hold, siger Portugals træner, Fernando Santos.

- Jeg har hele tiden troet på, at vi kunne gøre det. Jeg troede på spillerne, og heldigvis gav de mig denne gave, siger han.

Portugal var presset i det meste af kvalifikationen, efter at holdet tabte til Schweiz i første gruppekamp. Siden den kamp har begge hold vundet alle opgør, og derfor var der tirsdag aften tale om en regulær gruppefinale.

Med den portugisiske sejr ender begge hold på 27 point, men Portugal tager førstepladsen og den direkte VM-billet på grund af bedre målscore.

Schweiz skal ud i playoffkampe for at sikre sig VM-deltagelse.

- Når man har god kvalitet og organisation, så er det altid lettere at vinde. Vi spillede ikke 90 perfekte minutter i dag, men heldigvis vandt vi, og nu skal vi til Rusland, lyder det fra Fernando Santos.

Dermed får Portugal også mulighed for at fortsætte de imponerende takter fra EM i 2016. Her løb holdet med guldet foran værterne fra Frankrig.

Og den portugisiske midtbanespiller Bernardo Silva har da også allerede fundet de høje ambitioner frem forud for næste års slutrunde.

- Nøjagtigt som vi gjorde ved EM, så vil vi også forsøge at vinde verdensmesterskabet, lyder det fra Manchester City-spilleren.

Bernardo Silva stod for oplægget til 2-0 mod Schweiz og spillede generelt en rigtig god kamp for portugiserne.

Portugals verdensstjerne Cristiano Ronaldo spillede hele opgøret for hjemmeholdet uden dog at komme på måltavlen.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx