22/11-17 00:13; Opdateret: 22/11-17 01:22

Venstre halveres i HolbækVenstre halveres i Holbæk

Vælgerne straffer Venstre, der har siddet på borgmesterposten i Holbæk. Partiets mandater halveres.

Holbæk. En hårdt trængt kommuneøkonomi har manifesteret sig i valgresultatet i Holbæk Kommune.

Her får Venstre, der har siddet på borgmesterposten, valgtæsk og får halveret sit antal mandater fra 12 til 6.

Partiet står til at få 19,3 procent af de afgivne stemmer.

Største parti bliver Socialdemokratiet med 28,8 procent af stemmerne. De går dog også et mandat tilbage.

Socialdemokratiets spidskandidat er landets yngste borgmesterkandidat, den 24-årige Christina Krzyrosiak Hansen, der nu skal forsøge at udfordre Venstre-borgmester Søren Kjærsgaard.

Sammen med Radikale, SF og Enhedslisten kan hun samle en rød-grøn fløj med 15 ud af 31 mandater. En blå blok kan kun samle 13 mandater.

Om det lykkes for hende at få flertal er dog langt fra sikkert.

Forklaringen på de to største partiers tilbagegang i kommunen skal blandt andet findes i, at flere politikere fra Venstre og Socialdemokratiet i løbet af valgperioden er sprunget fra partierne og har dannet Lokallisten for hele Holbæk Kommune (L).

Den liste har fået tre mandater ved dette valg.

Samtidig har der været stor kritik af økonomien i Holbæk Kommune.

Den er af avisen Berlingske blevet udråbt til landets fattigste, når man måler på, hvor mange penge der er i kassen til at betale kommunens udgifter, det vil sige likviditeten. Den er omkring 40 millioner kroner.

Den slukne kasse skyldes blandt andet en stor satsning, hvor man har bygget et sportscenter til 363 millioner kroner.

Derudover kunne Nordvestnyt i maj fortælle, at kommunens administration har begået en regnefejl på 148 millioner kroner i årets likviditetsprognose. Det var penge, som kommunen troede, den havde.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx