18/10-17 13:32

Mestertræner: Konflikt kan få EM-sølv til at blegneMestertræner: Konflikt kan få EM-sølv til at blegne

Per Nielsen, der træner Brøndbys kvinder, frygter faldende interesse for kvindefodbold efter aflysning.

København. Brøndbys forsvarende danske mestre i kvindefodbold har nydt godt af landsholdets succes ved sommerens EM i Holland, hvor Danmark blev nummer to.

Konflikten mellem Spillerforeningen og Dansk Boldspil-Union (DBU) risikerer imidlertid at overskygge sommerens sølvmedaljer.

Det mener Per Nielsen, der er cheftræner for Brøndby, efter at VM-kvalifikationskampen på fredag mod Sverige er blevet aflyst onsdag.

- Der har været større mediebevågenhed om vores piger, vores hold og vores kampe her i efteråret.

- Nu er der fare for, at EM-finalen bliver glemt, og at landsholdet bliver husket for negative ting i stedet for. Det er enormt ærgerligt, for det har pigerne ikke fortjent, siger han.

Han håber, at interessen for kvindefodbolden fortsat vil være der, også selv om landsholdet muligvis ikke spiller officielle kampe i en rum tid fremover.

- Men det bliver en kamp at fastholde den, for alle de mennesker, der er blevet interesseret i kvindefodbold på det seneste, ryster jo også på hovedet over det her, og det samme gør medierne, siger Per Nielsen.

Han håber derfor, at det alligevel lykkes at få parterne til at enes.

- Jeg ved godt, at landskampen mod Sverige er aflyst officielt. Men jeg er optimist og håber på, at der er nogle fornuftige mennesker, der går ind og sørger for, at den bliver afviklet alligevel, siger træneren.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx