22/11-17 17:24; Opdateret: 22/11-17 17:58

Socialdemokratiet vælter Venstre af borgmestertronenSocialdemokratiet vælter Venstre af borgmestertronen

Med 44 S-borgmestre mod Venstres 34 kan Socialdemokratiet genindtage pladsen som største borgmesterparti.

København. Socialdemokratiet har væltet Venstre af pinden som det parti med flest borgmesterposter.

Således har Socialdemokratiet indtil videre sat sig på borgmesterposten i 44 kommuner, mens Venstre er det næststørste borgmesterparti med 34 poster.

Før valget tirsdag lød fordelingen 47 til Venstre og 34 til Socialdemokratiet.

Selv hvis Venstre mod forventningen skulle få samtlige borgmesterposter i de syv kommuner, hvor konstitueringen stadig pågår, kan regeringspartiet ikke overhale Socialdemokratiet.

Dog skal der tages det forbehold, at indgåede aftaler før er blevet brudt i kommunalpolitik - og forhandlingerne kan løbe helt frem til det konstituerende møde, som skal afholdes i perioden 1.-15. december.

Socialdemokratiet fik ved kommunalvalgene i både 2005 og 2009 markant flere borgmestre end Venstre med henholdsvis 45 mod 36 og dernæst 49 mod 31.

Men tæller man alle borgmesterposter med siden kommunalreformen i 1970, har Venstre-politikere flest gange sat sig i borgmesterstolen - nemlig 1200 gange mod Socialdemokratiets 949 gange.

De nye kommunalbestyrelser og byråd tiltræder 1. januar 2018.

Ud over Socialdemokratiet og Venstre har De Konservative indtil videre sat sig på otte borgmesterposter, mens SF og De Radikale hver har én borgmester. Tre borgmestre er fra lokallister.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx