18/10-17 17:34

PSG-boss skal afhøres i stor VM-bestikkelsessagPSG-boss skal afhøres i stor VM-bestikkelsessag

Nasser al-Khelaifi skal til afhøring i en sag om salg af rettigheder til kommende VM-slutrunder i fodbold.

Paris. Præsidenten i den franske storklub Paris Saint-Germain, Nasser al-Khelaifi, skal 25. oktober afhøres af schweiziske anklagere i forbindelse med en sag, der omhandler salg af medierettigheder til kommende VM-slutrunder i fodbold.

Det fortæller præsidentens advokat til nyhedsbureauet AFP.

- Khelaifi vil afhøres så hurtigt som muligt af den schweiziske anklagemyndighed. Han afviser alle anklager om korruption, siger advokaten.

Ud over at være præsident for PSG er Nasser al-Khelaifi også grundlægger af mediekoncernen Bein Media Group.

Det er i den egenskab, at den 43-årige rigmand fra Qatar er kommet i søgelyset.

Statsanklageren i Schweiz mistænker ham for at være indblandet i bestikkelse, der skulle sikre Bein Media Group tv-rettighederne til VM i 2026 og 2030.

Det skulle være sket ved at bestikke den tidligere generalsekretær i Fifa Jerome Valcke.

Valcke har været til afhøring i Schweiz, efter at ejendomme i Frankrig, Grækenland, Italien og Spanien har været ransaget.

Jerome Valcke blev fyret fra sin Fifa-stilling i januar 2016, efter at han var generalsekretær i forbundet fra 2007.

Det skete på grund af Valckes rolle i korruptionsskandalen, der også endte med at fælde Fifas mangeårige præsident Sepp Blatter.

Efter sin fyring blev Valcke idømt en karantæne fra al fodbold i ti år af Fifa.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx