02/11-17 12:18

Zentropa: Aalbæk står ikke i vejen for svensk samarbejdeZentropa: Aalbæk står ikke i vejen for svensk samarbejde

Zentropas direktør afviser, at Peter Aalbæk Jensens person kan blokere for filmoptagelser i Trollhättan.

København. Selv om Peter Aalbæk Jensen tilsyneladende har vakt stor harme i Sverige med sine udtalelser om sexchikane, så er filmselskabet Zentropas samarbejde med den svenske filmby Trollhättan ikke i fare.

Det vurderer Zentropas administrerende direktør, Anders Kjærhauge oven på historien om, at filmstøtteselskabet Film i Väst fremover vil have Peter Aalbæk Jensen fjernet fra alle film, som svenskerne er involveret i.

- Vi har arbejdet sammen med dem i 25 år, og det er jo ikke første gang, at vi er uenige.

- Vi respekterer, at Film i Väst måtte have issues omkring hvad Zentropa gør, og hvad Peter siger. Det løser vi, ligesom vi har gjort det før, siger Anders Kjærhauge.

Han understreger, at Peter Aalbæk Jensen ikke længere er producent på Lars von Triers film, og at han heller ikke har været med til at finansiere den kommende film, "The House That Jack Built".

Derfor er der ikke umiddelbart noget problem i at efterleve et eventuelt svensk krav om, at Aalbæks navn skal fjernes fra filmen.

- Han er en vigtig og skattet medarbejder, men han ligger og udvikler danske produktioner for tiden, siger Anders Kjærhauge.

Han kalder Film i Väst for en af Zentropas vigtigste samarbejdspartnere, men at afhængigheden er gensidig, fordi det danske filmselskab med film som "Dancer in the Dark" har været med til at åbne verdens øjne for Trollhättans kvaliteter.

Og så konstaterer direktøren, at Peter Aalbæk Jensens udtalelser om, at han flere gange har klasket en kvindelig medarbejder i numsen, ikke har været for heldig.

- Der er en måde at kommunikere på i Sverige, som harmonerer dårligt med Peter Aalbæks måde at kommunikere på.

Det bør han en gang imellem kigge på, eller også burde svenskerne lære at trække på skuldrene af hans facon.

- Det tager vi en snak om, og så løser vi det problem. Det er jo filmene, det drejer sig om, siger Anders Kjærhauge.

Debatten om kulturen i Zentropa blussede op, efter at sangerinden Björk beskrev, hvordan hun følte sig seksuelt chikaneret af Lars von Trier under optagelserne til "Dancer in the Dark".

Peter Aalbæk Jensen har afvist anklagerne og hævder, at han og von Trier var ofrene i stedet.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx