20/07-17 16:16

Tyrkiet: Tyskland udviser stor politisk uansvarlighedTyrkiet: Tyskland udviser stor politisk uansvarlighed

Vi kan ikke acceptere erklæringer, der skal skade økonomisk ud fra politiske motiver, siger tyrkisk talsmand.

Ankara. En talsmand for Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, langer kraftigt ud efter Tyskland.

Det sker i en reaktion på, at den tyske regering har advaret tyske statsborgere mod rejser til Tyrkiet.

- Vi kan ikke acceptere erklæringer, der skal skade økonomisk ud fra politiske motiver, siger talsmanden, Ibrahim Kalin.

- Vi håber Tyskland vil ændre kurs på dette område.

Han siger, at Tyskland udviser "stor politisk uansvarlighed" med advarslerne til tyske statsborgere.

- Vi accepterer det ikke, siger talsmanden i en erklæring, som blev transmitteret i tyrkisk tv.

Den tyske regering advarer om, at Tyskland ikke kan garantere for de rejsendes sikkerhed på grund af masseanholdelser og et forværret forhold til regeringen i Ankara.

- Der er risiko for at blive anholdt, siger den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel.

Udmeldingen kommer, efter at den tyske aktivist Peter Steudtner tirsdag formelt blev fængslet i Istanbul.

Steudtner "var ikke ekspert i Tyrkiet. Han skrev aldrig om Tyrkiet. Han havde ingen kontakter i det politiske miljø. Han er aldrig stået frem som kritiker", siger Gabriel.

Det må ifølge ministeren betyde, at enhver tysk statsborger, der rejser til Tyrkiet, kan lide samme skæbne.

Gabriel har torsdag annonceret et større eftersyn af forholdet til Nato-partneren Tyrkiet.

En tyrkisk domstols fængsling tirsdag af seks aktivister, heriblandt Steudtner, har udløst kritik og fordømmelse fra Tyskland.

Tyrkiets ambassadør i Berlin blev efterfølgende kaldt til samtale i udenrigsministeriet.

Ambassadøren fik ifølge talsmand Martin Schäfer klar besked om, at tilbageholdelsen af Steudtner og de andre aktivister var "uforståelig og uacceptabel".

Forbundskansler Angela Merkel har kritiseret fængslingen. Hun har lovet at forsøge at få Steudtner fri.

Hun støtter Gabriels melding. Det fremgår af en besked på Twitter fra hendes talsmand.

- De skridt mod Tyrkiet, som udenrigsministeren har meddelt, er nødvendige og uundgåelige, skriver Steffen Seibert.

/ritzau/AFP

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Ny Superliga-sensation: Hattrick-helt...
bt.dk
Lige til glemmebogen: Magnussen...
bt.dk
Alle frygter det værste: Nu kommer...
bt.dk
Lagde du mærke til denne detalje til...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx