27/08-17 17:05

S: Gentofte bør ikke tørre integrationsindsatsen af på andreS: Gentofte bør ikke tørre integrationsindsatsen af på andre

En af landets rigeste kommuner vil lade nabokommune huse flygtninge på grund af pladsproblemer.

København. Integrationsopgaven kan ikke tørres af på andre, mener socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Hun reagerer på, at Gentofte vil have lov til at bygge almene boliger uden for kommunegrænsen, hvor blandt andet flygtninge kan blive anvist.

- Det er korslagte arme for mig at se. Det er en mangel på vilje, og jeg kan ikke forstå, at man bliver ved med at tørre integrationsproblemer af på vestegnskommunerne i stedet for at gå ind og påtage sig et ansvar, siger hun.

Gentoftes borgmester, Hans Toft (K), har i år ikke kunnet finde én eneste permanent bolig til de flygtninge, der er kommet til kommunen, siger han til TV2.

Der er for få boliger, og priserne er for høje, til at flygtninge på integrationsydelse kan betale for at bo i dem, lyder det.

Borgmesteren vil have lov til at bygge almene boliger uden for kommunegrænsen, hvor de kan anvise blandt andet flygtninge.

Pernille Rosenkrantz-Theil nægter at tro på, at der ikke er plads til at bygge almene boliger i Gentofte.

Og kommunerne skal ikke selv have lov til at fordele flygtninge mellem sig på kryds og tværs. Også selv om nogle kommuner gerne tager imod flere flygtninge, fordi der er brug for hænder på arbejdsmarkedet.

- En af idéerne bag at fordele er, at vi ikke vil have ghettoområder.

- Det er utrolig positivt, at der bliver taget så godt imod de mennesker, der er nyankomne i nogle kommuner, men vi er nødt til at insistere på, at vi ikke skal have områder, hvor indvandrerprocenten bliver for høj, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Som reglerne er i dag, skal permanente boliger være inden for kommunegrænsen, mens kommunerne gerne må placere flygtninge i midlertidige boliger uden for kommunen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx