05/07-17 14:56

EU-Parlament kræver større indsats mod epidemier i EuropaEU-Parlament kræver større indsats mod epidemier i Europa

Strasbourg. EU skal gå langt mere ind i kampen mod epidemier som hiv, tuberkulose og hepatitis C for at bremse spredningen i Europa.

Det mener Europa-Parlamentet, der onsdag i Strasbourg har vedtaget en resolution med en opfordring til EU-Kommissionen og medlemslandene om at rykke på sagen.

Europa-Parlamentet ønsker blandt andet en fælles EU-tilgang til overvågning af de smitsomme sygdomme.

Det skal gøre det nemmere at opdage nye udbrud, vurdere det mulige omfang og derefter beslutte sig for den nødvendige indsats.

Samtidig opfordrer EU-parlamentarikerne landene til at sikre adgang til den nyeste hiv-behandling.

De vil også have hivtests gjort gratis i hele EU for at sikre, at sygdommen bliver opdaget i en fart.

Baggrunden for opfordringen er, at der i 2015 blev rapporteret om 30.000 nye hiv-tilfælde i Europa.

Omkring 120.000 menes at have udviklet multiresistent tuberkulose sidste år.

Samtidig lider over fem millioner mennesker i EU nu af den smitsomme leverbetændelse hepatitis C.

Det er Europa-Parlamentets miljø- og sundhedsudvalg, der står bag resolutionen.

Den tjekkiske kommunist Katerina Konecna beskyldte EU-Kommissionen for at stå bomstille, da hun fremlagde resolutionen i en debat i Strasbourg mandag aften.

Hun sagde, at den nuværende EU-strategi er udløbet, men at situationen bliver stadig værre.

- Der kommer hele tiden tomme løfter, sagde Konecna.

- Disse sygdomme er nemme at forebygge. Men når de bryder ud, er de alvorlige, sagde hun.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx