10/12-17 14:22

Friskoler får højere tilskud end nogensinde førFriskoler får højere tilskud end nogensinde før

Øget tilskud giver mulighed for at sige ja til elever med særlige behov på friskoler, vurderer forening.

København. Flere forældre skal have mulighed for at vælge en friskole eller privatskole til deres barn. Også selv om det barn har behov for specialundervisning eller på anden vis kræver, at skolen sætter ekstra ressourcer af.

Det er begrundelsen for, at regeringen og Dansk Folkeparti har aftalt endnu engang at hæve det tilskud, de frie grundskoler får fra staten.

Tilskuddet, der opgøres som en procentdel af de udgifter, kommunerne set under et har til elever i folkeskolen, kommer op på 76 procent næste år.

Og det er faktisk det højeste niveau, så længe støtten har været udregnet efter det nuværende tilskudssystem.

Men det skal ses i lyset af, at friskolerne spiller en helt anden rolle i dag, mener Peter Bendix Pedersen, der er formand for Dansk Friskoleforening. I mange landsbyer er friskolen den eneste skole, fordi folkeskolen er lukket.

Derfor bør det være en reel mulighed for alle forældre at sende deres barn i friskole, mener han.

Den øgede støtte, der er på 71 millioner kroner, skal dels gå til specialundervisning. Og dels til friskolernes generelle opgave med at inkludere børn med særlige behov.

- Jeg ved ikke, om det nødvendigvis vil betyde flere elever med særlige behov her og nu, siger Peter Bendix Pedersen.

- Men på længere sigt vil det betyde, at friskolen har større mulighed for at løfte en opgave, hvis et forældrepar henvender sig med et barn med særlige behov.

Det er ikke fordi, skolerne ikke vil tage imod børn med særlige behov i dag, understreger friskoleformanden.

- Men man kan være nødt til at sige nej til at optage en elev, fordi eleven har så særlige vanskeligheder, at det kræver ekstra økonomiske ressourcer.

- Nu får vi en bedre mulighed for at sige ja til de her børn. Og det håber jeg også vil vise sig i fremtiden, siger Peter Bendix Pedersen.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Topforhandler skælder ud: Endnu et...
bt.dk
Tidligere DR-vært opdagede...
bt.dk
Mascha Vang og kæresten er tilbage...
bt.dk
Wozniacki viser klasseforskellen:...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx