Af Ritzau - 08/04-17 09:18; Opdateret: 08/04-17 10:02

Medie: Taske med sprængstoffer fundet i lastbil fra angrebMedie: Taske med sprængstoffer fundet i lastbil fra angreb

Politiet har ikke officielt bekræftet rapporter om, at sprængstoffer er blevet fundet i lastbil fra angreb.

En taske med sprængstoffer er blevet fundet i den lastbil, som blev anvendt ved fredagens angreb i Stockholm. Det oplyser flere politikilder til SVT Nyheter.

Politiet vil ikke bekræfte oplysningerne.

Politiets pressetalsmand, Lars Byström, ønsker ikke at kommentere SVT's oplysninger. Han understreger, at dette ikke skal opfattes som et dementi af rapporterne om sprængstoffer i lastbilen.

SVT siger med henvisning til kilder i politiet, at sprængstofferne, som var i lastbilen, skal have været en hjemmelavet bombe, som ikke blev detoneret.

Men gerningsmanden brændte sig på den, oplyser politikilderne til SVT.

Lastbilen endte inde i en butiksfacade, hvor det begyndte at brænde. Sent fredag aften blev lastbilen trukket væk til tekniske undersøgelser.

En mand er anholdt og mistænkes for at have siddet bag rattet. Ifølge Aftonbladet har manden givet udtryk for sympatier for Islamisk Stat på Facebook.

Fire mennesker blev dræbt ved angrebet, og 15 blev såret, da lastbilen kørte ind i en folkemængde på Drottninggatan i Stockholm.

Ni sårede er stadig under behandling på forskellige hospitaler i den svenske hovedstad.

Manden, som er anholdt, er ifølge Aftonbladet og Ekot en 39-årig mand fra Uzbekistan. Det er ikke bekræftet fra officielt hold.

Den anholdte mand mistænkes for drab gennem terrorhandling, oplyser den svenske anklagemyndighed i en pressemeddelelse.

Manden blev pågrebet af det svenske politi fredag aften. Først natten til lørdag blev han formelt anholdt af politiet, som det typisk foregår i Sverige.

- Personen blev anholdt cirka klokken 2 natten til lørdag. Senest klokken 12 på tirsdag skal anklageren tage stilling til, om personen skal begæres fængslet eller ej, lyder det i meddelelsen fra den svenske vicechefanklager, Hans Ihrman.

/ritzau/TT

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx