Af Ritzau - 11/04-17 17:59

OB-selskab fordobler underskud i forhold til året førOB-selskab fordobler underskud i forhold til året før

Odense Sport & Event, der står bag superligaklubben OB, kom ud af 2016 med et minus på 12 millioner kroner.

Selskabet bag superligaklubben OB, Odense Sport & Event, kom ud af 2016 med et større underskud end året før.

Helt præcist lød underskuddet for 2016 på 12 millioner kroner efter skat mod et minus på 6,6 millioner kroner i 2015.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Ifølge administrerende direktør i Odense Sport & Event, Ole Bang Nielsen, har det dog hjulpet på regnskabstallene, at man har slanket hele organisationen.

- Samlet set gav året ikke den regnskabsmæssige fremgang, vi havde ønsket.

- Det er naturligvis ikke tilfredsstillende, men hvis vi ser på, hvad der har præget året, er vi stadig fortrøstningsfulde og optimistiske, siger Ole Bang Nielsen.

Nettoomsætningen i selskabet er faldet fra 210 millioner kroner i 2015 til 186 millioner i fjor.

Regnskabet viser ikke tal for OB specifikt, men omkring fodboldklubben mærker man blandt andet, at der er kommet færre tv-penge ind på grund af dårligere præstationer på banen.

- Økonomisk har resultaterne medført lavere indtægter fra tv, men det opvejes næsten af fornuftige indtægter fra transfer og øvrige spillerrelaterede poster, siger sportsdirektør Jesper Hansen.

I selskabet ser man positivt på den økonomiske fremtid i OB.

- Alt i alt er vi tættere på balance i fodboldafdelingen, end vi har været længe, siger Ole Bang Nielsen.

OB deltager i øjeblikket i nedrykningsspillet i Alka Superligaen, hvor klubben er placeret på andenpladsen i pulje 1.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx