Af Ritzau - 02/12-16 17:28

Britiske banker har nye krav til overgang ved brexitBritiske banker har nye krav til overgang ved brexit

Banker: Det er nødvendigt med en tilpasningsperiode for at hindre, at banker flytter i massevis.

Storbritanniens regering må sikre en overgangsperiode til brexit. Ellers risikerer den, at bankerne forlader landet. Sådan lyder det i en advarsel, som den britiske bankverden vil give Downing Street.

Kilder blandt lobbyister i bankverdenen siger til Reuters, at advarslerne vil blive fremsendt i de kommende uger.

- Vi siger, at det er nødvendigt med en tilpasningsperiode, hvis vi skal forhindre, at banker flytter i massevis, siger Reuters kilder.

Fra De Britiske Bankers Sammenslutning lyder det, at den vil fremføre sine argumenter over for premierminister Theresa Mays regering.

Bankerne vil skitsere farerne, hvis der ikke bliver sikret en "overgangsperiode," der rækker ud over den periode på to år, som begynder, når May iværksætter paragraf 50 fra Lissabontraktaten.

Ifølge dokumenter fra bankverdenen kræver bankerne også klar besked fra regeringen om dens visioner for Storbritanniens udtræden af EU.

Bankerne mener, at der er kommet blandede signaler fra regeringen. Ikke mindst i forbindelse med det indre marked. Fra regeringens side oplyses det, at artikel 50 og dermed skilsmisseforhandlingerne sættes i værk senest til marts.

- Folkeafstemningens udfald vil blive respekteret, og vi agter at sætte artikel 50 i værk senest i marts, siger regeringens talsmænd med henvisning til den formelle mekanisme, som betyder en britisk udtræden af EU.

Når artikel 50 sættes i gang, er der i første omgang to år til at forhandle forholdet på plads.

52 procent af befolkningen i Storbritannien stemte for at lade sig skille fra EU 23. juni. Der var tale om en ikke-bindende folkeafstemning.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx