Af Ritzau - 10/01-17 14:28; Opdateret: 10/01-17 15:34

Instruktør-debutanter fylder godt i Bodil-nomineringerInstruktør-debutanter fylder godt i Bodil-nomineringer

Tre ud af fem nominerede til en Bodilpris for bedste danske film er instrueret af en debutant.

Spillefilmdebuter fra danske instruktører fylder godt i feltet af årets nominerede til Bodilpriserne.

De nominerede til Bodilprisen for bedste danske film er filmene "I blodet", "Forældre", "The Neon Demon", "Kollektivet" og "Shelley". Det skriver Danske Filmkritikere på Twitter.

Tre ud af de fem nominerede i kategorien bedste danske film er således instrueret af en debutant ud i spillefilm.

"I blodet" er instrueret af Rasmus Heisterberg, "Forældre" er instrueret af Christian Tafdrup, og "Shelley" er instrueret af Ali Abbasi.

Derudover er der to film i kategorien med meget erfarne instruktører - "The Neon Demon", som er instrueret af Nicolas Winding Refn, og "Kollektivet", som er instrueret af Thomas Vinterberg.

Bodil er kritikernes filmpris. Den bliver uddelt af Danske Filmkritikere, som samler dagspressens filmskribenter.

I år er flere af skuespillerne i de nominerede film nomineret til prisen for bedste hovedrolle eller birolle.

I kategorien bedste kvindelige hovedrolle medvirker tre af de fem nominerede kvinder i film, som er nomineret til bedste danske film.

Således er Trine Dyrholm nomineret for sin hovedrolle i "Kollektivet", Elle Fanning er nomineret for sin rolle i "The Neon Demon", og Bodil Jørgensen er nomineret for sin rolle i "Forældre".

Derudover er Danica Curcic nomineret for sin rolle i "Fuglene over Sundet", og Cecilie Lassen er nomineret for rollen i "De Stanhaftige".

I kategorien bedste mandlige hovedrolle er to af de fem nominerede med i nominerede film. Det drejer sig om Søren Malling i "Forældre" og Ulrich Thomsen i "Kollektivet".

Derudover er de nominerede David Dencik i "Fuglene over sundet", Martin Buch i "Swinger" og Mikkel Boe Følsgaard i "De standhaftige"

For birollerne er billedet det samme. Blandt andet er Miri Ann Beuschel nomineret til bedste kvindelige birolle i "Forældre", og Lars Ranthe er nomineret til prisen for bedste mandlige birolle i "Kollektivet".

Hvem der vinder priserne, afsløres 4. marts 2017.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx