Af Ritzau - 01/06-17 14:29

Totalkredit erkender markedsføringsfejl og betaler bødeTotalkredit erkender markedsføringsfejl og betaler bøde

Totalkredit æder millionbøde og ærgrer sig over at have markedsført sine lån på en måde, der kunne misforstås.

Sagen, hvor Totalkredit torsdag blev kendt skyldig i vildledende markedsføring, stopper formentlig her.

I hvert fald skriver selskabet i en pressemeddelelse, at man agter at betale bøden på én million kroner.

Direktør Camilla Holm ærgrer sig dog over, at det er kommet så vidt.

- Vi er ærgerlige over denne sag. Vi har kun interesse i at oplyse så præcist som muligt om vores produkter.

- Det har vi ikke gjort i denne sag. Det beklager vi og accepterer rettens afgørelse, siger hun.

Totalkredit har selv erkendt, at det kunne misforstås, når man i et produktark om selskabets fastforrentede lån skrev, at "med fast rente ved du, hvor høj ydelsen på dit lån er i hele lånets levetid".

- Da vi selv blev opmærksomme på fejlen i marts sidste år, rettede vi den med det samme.

- Nu betaler vi naturligvis den bøde, vi har modtaget, og betragter sagen som afsluttet, siger direktøren.

Fire utilfredse Totalkredit-kunder rettede sidste år henvendelse til Forbrugerombudsmanden, da deres bidragssatser og dermed også ydelser steg, selv om de havde læst noget andet i selskabets markedsføringsmateriale.

Det førte til, at Forbrugerombudsmanden i september sidste år politianmeldte Totalkredit for vildledende markedsføring.

Forbrugerombudsmanden har 14 dages betænkningstid i forhold til, om man vil anke afgørelsen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx