Af Ritzau - 13/03-17 21:38; Opdateret: 13/03-17 23:30

Tyrkiet udviser Hollands ambassadør fra TyrkietTyrkiet udviser Hollands ambassadør fra Tyrkiet

Tyrkiet lukker det tyrkiske luftrum for hollandske diplomater, indtil Holland imødeser Tyrkiets anmodninger.

Det anspændte forhold mellem Tyrkiet og Holland forværres mandag, hvor Tyrkiet sender den hollandske ambassadør på porten.

Tyrkiets vicepremierminister siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at hans regering udviser Hollands ambassadør for at få Holland til at rette fejl.

Ifølge nyhedsbureauet AFP vil landet samtidig lukke det tyrkiske luftrum for hollandske diplomater, indtil Holland imødeser Tyrkiets anmodninger.

Den hollandske ambassadør, Kees Cornelis van Rij, befinder sig ikke i Tyrkiet for øjeblikket og kan dermed ikke vende tilbage til Tyrkiet.

Foruden at sanktionere hollænderne kommer den tyrkiske vicepremierminister, Numan Kurtulmus, også med trusler mod EU og den flygtningeaftale, som de to parter har indgået.

Han siger, at EU ikke har holdt løfter, som er blevet afgivet i forbindelse med aftalen.

Striden mellem Holland og Tyskland er eskaleret, efter at Holland og Tyskland har afvist et ønske fra tyrkiske ministre om at møde potentielle vælgere i landene forud for en folkeafstemning i Tyrkiet.

Lørdag gjorde hollænderne alvor af beskeden, da de stoppede den tyrkiske familieminister, Fatma Betul Sayan Kaya, ved det tyrkiske konsulat i Rotterdam. Hun blev bedt om straks at finde den hurtigste vej ud af landet.

De hollandske udmeldinger har affødt tyrkiske protester i Holland, hvor hundredvis af tyrkere har været samlet foran det tyrkiske konsulat.

Politiet forsøgte at opløse folkemængden med brug af vandkanoner og hunde, hvilket igen har affødt tyrkisk kritik.

Tyrkiet siger, at betjentenes indgreb var ude af proportioner. De kræver en undersøgelse af politiets handlinger.

Holland har mandag formiddag advaret egne borgere i Tyrkiet. De skal passe på under de aktuelle spændinger, hedder det.

Konflikten har også vakt andre europæiske lande opmærksomhed.

Mandag aften udtaler den østrigske kansler, Christian Kern, således sin støtte til hollænderne og siger ifølge Reuters, at han også ville forhindre tyrkiske valgmøder, hvis det skulle blive et aktuelt problem i Østrig.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx