Af Ritzau - 23/12-16 11:18

Militærforsker tager Trumps og Putins atomoprustning roligtMilitærforsker tager Trumps og Putins atomoprustning roligt

Den bebudede oprustning af Ruslands og USA's atomprogrammer er blot teatertorden, siger militæranalytiker.

Både Ruslands præsident, Vladimir Putin, og kommende præsident i USA Donald Trump har bebudet en udvidelse af landenes atomprogrammer. Men der er formentligt i højere grad tale tomme ord end en egentligt oprustning.

Det siger Johannes Riber Nordby, militæranalytiker fra Forsvarsakademiets Institut for Strategi, som vurderer, at det meget vel bare kan være teatertorden.

- Jeg tror, at man skal trække vejret og se, hvad der kommer til at ske. Putin har flere gange sagt, at han vil opruste sine konventionelle styrker, men har vist, at det har han simpelthen ikke økonomien til, siger han.

- Og Trump svarer Putin igen ved at sige, at han godt kan tro om igen, hvis han tror, at en atomoprustning kan afskrække USA.

Torsdag skrev den kommende amerikanske præsident i et tweet, at han vil udvide og styrke USA's atomprogram, indtil "verden kommer til fornuft".

Beskeden kom, kort tid efter at Vladimir Putin meldte ud, at han vil iværksætte en russisk atomoprustning.

- USA bliver nødt til at styrke og udvide sine nukleare evner, indtil verden kommer til fornuft i forhold til atomvåben, skrev Trump i sit tweet.

Men selv om både USA og Rusland spiller med atommusklerne, er verden ikke blevet mere usikker i dag, end den var dagen forinden, siger militæranalytikeren.

- Man bygger atomvåben for at afskrække sin modstander og sige: Hvis du gør noget mod mig, så skyder jeg den her i hovedet på dig, siger Johannes Riber Nordby.

- Det er en klassisk afskrækkelsesstrategi. Man har ikke tænkt sig at affyre dem, siger han.

Det er estimeret, at USA i dag har omkring 7000 atomsprænghoveder, hvilket er næstflest af alle lande. Antallet er kun overgået af Rusland, der angiveligt har nogle få hundrede flere end amerikanerne.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx