Af Ritzau - 10/05-17 10:39; Opdateret: 10/05-17 11:26

Seddel fundet hos Kundby-pigen: Jeg lokker dem i en fældeSeddel fundet hos Kundby-pigen: Jeg lokker dem i en fælde

En 17-årig pige er tiltalt for at have planlagt at sprænge bomber på to sjællandske skoler sidste år.

Helt ekstraordinært har anklager Kristian Kirk fået lov til at genåbne bevisførelsen i Kundbysagen, hvor en 17-årig pige er tiltalt for forsøg på terror.

Han læser onsdag i Retten i Holbæk op fra sedler og to breve til den terrordømte Enes Cifti. Sedlerne er blevet fundet i pigens celle i Vestre Fængsel og i hendes sko.

- Det manglende tørklæde og bøn er for at narre dem.

- Men Allah ved, at jeg lokker dem alle sammen i en fælde, læser Kristian Kirk op fra en note fundet i pigens celle, som er dateret 30. april 2017.

Da anklageren spørger pigen ind til, hvem der skal narres og hvorfor, er svarene uklare:

- Det er ikke, fordi de skal narres.

- Hvis man ikke går med tørklæde, så tror de ikke, at man er rigtig muslim, lyder det blandt andet fra pigen.

Pigen har også omtalt nogle "vantro", som anklageren spørger, hvem er. Først lyder svaret, at det ved hun ikke.

- Er det dem, der ikke er rettroende muslimer, spørger Kristian Kirk.

- Ja, det kan man godt sige, svarer pigen.

Hun fortæller, at hun skrev sedlen, fordi hun "kedede sig". På den anden seddel står der navne på folk, der er dømt i danske terrorsager.

Det er tidligere kommet frem i retten, at Enes Cifti, der er dømt for at have tilsluttet sig Islamisk Stat i Syrien, har skrevet et brev til den tiltalte pige.

I hendes celle blev der fundet to breve stilet til ham, som anklageren også læser op fra:

- Jeg er blevet mere troende under min varetægt.

- Jeg stak en pædagog ned. Han har tidligere været soldat i Afghanistan og Irak. Jeg kunne ikke acceptere det, skrev pigen i brevet til Enes Cifti.

Hun skriver desuden, at hun har modtaget mange breve, men at brevet fra Enes Cifti var det, som hun blev mest glad for.

- Kan du forstå, at man får det indtryk, at du sympatiserer med ham, spørger Kristian Kirk, hvortil svaret lyder:

- Ja, det kan jeg godt.

Hun forklarer dog i retten, at hun ikke sympatiserer med ham. Da anklageren spørger, hvorfor hun besluttede sig for at svare, forklarer hun, at det var af "høflighed", og fordi han også var muslim.

Pigen er tiltalt for at have planlagt at sprænge bomber på to sjællandske skoler i begyndelsen af 2016. Hun nægter sig skyldig.

Der forventes dom i sagen i midten af maj.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx