Af Ritzau - 31/05-17 22:12; Opdateret: 31/05-17 22:34

Løkke: 91.000 flere private arbejdspladser siden valgetLøkke: 91.000 flere private arbejdspladser siden valget

Danmark har ikke fået 80.000, men 91.000 flere arbejdspladser, siger statsministeren og beklager "fejlen".

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) indtager onsdag aften Folketingets talerstol med en beklagelse: Der er en fejl i blå bloks forslag til vedtagelse i forbindelse med aftenens afslutningsdebat.

- Mens vi har siddet her og debatteret, er der blevet offentliggjort nye nationalregnskabstal. De viser, at den private beskæftigelse er steget med 91.000 personer fra 2. kvartal 2015 til 1. kvartal 2017.

- Det betyder jo så desværre, at det forslag til vedtagelse, som er stillet af regeringspartierne og Dansk Folkeparti - altså et flertal - rummer en faktafejl.

- Nemlig at tallet, der står, er forkert. For der står, at Danmark har fået cirka 80.000 flere private arbejdspladser. Det er forældet og forkert, siger Løkke fra talerstolen.

- Jeg siger det her for at komme Detektor i forkøbet, tilføjer han med et smil og en henvisning til DR-programmet, der tjekker politikernes tal og påstande efter i sømmene.

- Derfor må jeg bare gentage, at Danmark står bomstærkt.

Ved afslutningsdebatten skal Folketinget debattere et forslag om vedtagelse om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation. Det er mere en symbolsk politisk handling end en egentlig afstemning.

I regeringen og DF's fælles forslag hedder det blandt andet:

- Siden folketingsvalget er der skabt omkring 80.000 flere private arbejdspladser, og antallet af personer på offentlig forsørgelse er det laveste i et årti. Der er vækst og udvikling mange steder i landet, men det er vigtigt fortsat at sikre fokus på et Danmark i balance.

De Radikale har brudt traditionen om, at oppositionen samlet fremsætter et alternativt forslag til vedtagelse og har fremsat sit eget. Det fælles forslag fra Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet og SF lyder blandt andet:

- Folketinget konstaterer, at Danmark har brug for en anden retning. Vi skal værne om og styrke vores velfærdssamfund og ikke gradvist udhule og afvikle det.

Det får også en kommentar med på vejen fra Lars Løkke Rasmussen onsdag aften:

- Hvad der er oppositionens mål, står mig ikke ganske klart, siger Løkke med henvisning til formuleringen om, at "Danmark har brug for en anden retning".

- Spændende. En anden retning, lyder det sarkastisk fra statsministeren, der tilføjer:

- Men hvilken retning?

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx