Af Ritzau - 09/06-17 10:46; Opdateret: 09/06-17 12:52

Sjællandsk portørstrejke breder sig til Region HovedstadenSjællandsk portørstrejke breder sig til Region Hovedstaden

Portører strejker på flere hospitaler i hovedstaden. Portører i Region Sjælland strejker for anden dag i træk.

En strejke blandt portører breder sig til flere hospitaler i Region Hovedstaden, hvor kun livsvigtige behandlinger derfor kan gennemføres.

Ifølge Region Hovedstaden gælder det Bispebjerg, Frederiksberg og Rigshospitalet.

Det gælder både på Rigshospitalets afdelinger på Blegdamsvej og i Glostrup.

Portørerne nedlægger arbejdet i sympati med portører på flere sygehuse i Region Sjælland, hvor omkring 200 portører har nedlagt arbejdet torsdag og fredag.

På Riget gælder det 450 portører, siger fællestillidsmand for Rigshospitalets portører Jens Anker Clausen.

De genoptager dog arbejdet, når fredagens aftenhold møder ind og hen over weekenden. Men mandag morgen er der indkaldt til fagligt møde igen.

- Det her handler om at vise sympati med kollegerne i Region Sjælland, siger Jens Anker Clausen.

Han håber, at det kan skubbe på en ordentlig dialog mellem parterne.

Strejken i Region Sjælland kommer efter lang tids uro om en ny uddannelse som serviceassistent. Den betyder, at portørerne skal løse flere opgaver, blandt andet rengøring.

Portørerne har fået at vide, at de bliver opsagt, hvis de ikke tager den nye uddannelse.

- Hvis man kan få sådan nogle kreative idéer i Region Sjælland, så kan man selvfølgelig frygte, at det også kan brede sig til andre regioner. Det vil vi selvfølgelig også gerne understrege, at vi ikke vil acceptere, siger Jens Anker Clausen.

Region Hovedstaden er ved at danne sig et overblik over strejkens omfang. Alle akutte tilfælde bliver behandlet ved hjælp af et nødberedskab. Regionen forventer, at arbejdet genoptages fredag.

Portørerne på Herlev Hospital nedlagde også arbejdet kortvarigt fredag. De er ifølge regionen i gang igen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx