Af Ritzau - 20/06-17 23:53

Dusinvis dræbt et døgn efter ny afrikansk fredsaftaleDusinvis dræbt et døgn efter ny afrikansk fredsaftale

Sekterisk vold brød ud i Den Centralafrikanske Republik i 2013, og flere tusindvis har siden mistet livet.

Døde kroppe lå rundt om i gaderne i byen Bria, der ligger i Den Centralafrikanske Republik, efter at kampe brød ud mellem rivaliserende grupper tidligt tirsdag morgen.

- Jeg kan oplyse, at der er omkring 50 døde. Der er 42 kroppe, som er bragt til hospitalet. Der er også lig i området, som endnu ikke er blevet hentet, siger borgmester Maurice Belikoussou.

Organisationen Læger Uden Grænser oplyser, at den allerede havde modtaget 35 sårede tirsdag morgen på et hospital i byen. De fleste var blevet skudt.

De blodige sammenstød fandt sted, dagen efter at en fredsaftale var blevet indgået, som skulle afslutte flere års blodsudgydelser. Det fortæller byens borgmester.

Tusindvis har mistet livet, og en femtedel af indbyggerne i det centralafrikanske land er flygtet fra deres hjem siden 2013.

Her brød sekterisk vold ud, efter at den kristne præsident François Bozizé blev væltet af den overvejende muslimske oprørsgruppe Séléka.

Det fik kristne militser til at svare igen.

13 af 14 bevæbnede grupper underskrev sammen med regeringsrepræsentanter fredsaftalen i Rom mandag. Den lagde op til en omgående våbenhvile.

Aftalen er den seneste i en række forsøg på at bilægge stridighederne.

Fra den nuværende præsident, Faustin-Archange Touadera, lød det i en udtalelse, at fredsaftalen var historisk.

Men andre var mindre optimistiske.

- Denne aftale følger blot det samme scenarie, som er blevet gentaget igen og igen, sagde Joseph Bindoumi, som er leder af en menneskerettighedsorganisation i Centralafrika.

- De, der har underskrevet den, håner folket, tilføjede han.

Og under 24 timer efter underskrivelsen skete den første overtrædelse altså.

Vidner beretter, at flere huse blev plyndret og sat ild til under tirsdagens sammenstød.

Alene den seneste måned er 300 personer blevet dræbt og omkring 100.000 fordrevet i Bria, som jævnligt danner ramme om opgør mellem grupperne.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx