Af Ritzau - 15/12-16 08:19

Emails eller træning? Lev efter din døgnrytmeEmails eller træning? Lev efter din døgnrytme

Orker du ikke din træning, og går klappen ned til mødet, så kan det skyldes, at du ikke tager hensyn til din døgnrytme, påpeger eksperter.

Springer du ud af sengen om morgenen, eller trykker du "snooze" 20 gange, før du kan stå op? Det er ikke ligegyldigt, hvordan du indretter din dag alt efter, om du er A- eller B-menneske.

- Hvis du lever ude af trit med din døgnrytme, svarer det faktisk til, at du har kronisk jetlag, siger Camilla Kring, som er ph.d., stifter af B-samfundet og forfatter til flere bøger om søvn.

Hun forklarer, at du som A-menneske typisk vil kunne gå direkte fra seng til arbejde, fordi du har en højere kropstemperatur om morgenen, end B-mennesker har. Derfor er det ofte bedst at lægge de mentale og fysiske udfordringer tidligt på dagen.

- Det er helt klart om formiddagen, du skal prioritere de vigtigste arbejdsopgaver. Mange A-mennesker fortæller mig, at dagens bedste energi ligger før frokost.

Af samme årsag kan det være en rigtig god idé at bruge frokostpausen på at drikke dagens første kop kaffe, når energien begynder at blive lav. Mange A-mennesker kan faktisk opleve at få det dårligt, hvis de drikker for meget kaffe om morgenen, tilføjer Camilla Kring.

Har du mulighed for det, er det også en rigtig god idé at lægge biografturen eller cafébesøget om eftermiddagen. A-mennesker er ofte udfordret af, at sociale arrangementer ligger om aftenen, hvor man helst bare vil sove.

Kan du slet ikke genkende noget af ovenstående, er det muligvis, fordi du tilhører kategorien af B-mennesker, der foretrækker rolige morgenener og aktive aftener.

Det betyder også, at du med fordel kan hælde et par liter kaffe ned, når du står ud af sengen. Til gengæld skal du lade løbeskoene stå.

- Jeg vil generelt ikke anbefale B-mennesker at dyrke motion om morgenen, fordi man har en lavere kropstemperatur, og det er en dårlig idé rent helbredsmæssigt at presse sin krop, når den har brug for at vågne, siger ph.d. Camilla Kring.

Vil du som B-menneske have mest ud af din træning, er det sent om eftermiddagen eller om aftenen, du skal tage afsted, tilføjer søvnvejleder og medforfatter til bogen "Sov godt hele natten", Mikael Rasmussen.

Møder du tidligt på arbejde, kan du hjælpe dig selv ved at tænke over at placere lettere arbejde som for eksempel at tjekke mails først på dagen.

- B-mennesker er faktisk mest klar i hovedet, når de er gået hjem fra arbejde. Derfor viser undersøgelser også, at A-mennesker generelt tjener mest, fordi de er klar, når de er på arbejde.

Jo senere på dagen B-mennesker løser de vigtige opgaver, jo bedre vil de typisk blive udført, konkluderer søvnforskeren og fraråder B-mennesker at drikke kaffe om aftenen, da de så vil have endnu sværere ved at gå i seng.

Fakta:

Hvis du er A-menneske:

- Vågner du altid tidligt. Også selv om du går sent i seng.

- Er du frisk om morgenen og klar til at løse svære arbejdsopgaver med det samme.

- Er du principfast og trives bedst med faste mønstre.

Hvis du er B-menneske:

- Tager det dig lang tid at vågne, og du er først helt vågen efter klokken 10.

- Er det en fordel at have et job, hvor du kan lægge de sværeste arbejdsopgaver om eftermiddagen eller aftenen.

- Er du fleksibel og nysgerrig og trives bedst med frihed.

Kilde: Camilla Kring.

/ritzau/FOKUS

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Rose fik et opkald, hun ikke skulle...
bt.dk
Prins Vincents reaktion på 'Andens'...
bt.dk
8 'gode' grunde: Derfor synes...
bt.dk
Søren Østergaard kom til at købe...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx