Af Ritzau - 06/03-17 05:47

Japans Abe: Trussel fra Nordkorea er gået ind i ny faseJapans Abe: Trussel fra Nordkorea er gået ind i ny fase

Kun én gang tidligere er et nordkoreansk missil styrtet ned inden for Japans havzone. Nu er det sket igen.

Truslen fra Nordkorea er gået ind i en ny fase. Det siger Japans premierminister, Shinzo Abe, efter at Nordkorea mandag endnu en gang ignorerede det internationale samfund ved at prøveaffyre fire ballistiske missiler.

Missilerne fløj ud over Det Japanske Hav. Og tre af dem styrtede først ned inde i den havzone, som hører under Japan.

- Nordkorea affyrede i dag fire ballistiske missiler næsten samtidigt, og de fløj omkring 1000 kilometer. Tre af dem landede i vores lands eksklusive økonomiske zone (EØZ), siger Abe i parlamentet.

- Det viser klart, at truslen fra Nordkorea er gået ind i en ny fase, tilføjer han.

Kun én gang tidligere er et nordkoreansk missil ramt ned i Japans havzone - et 200 sømil (370 kilometer, red.) stort område ud fra kysten, som giver et land visse rettigheder med hensyn til at lede efter olie og gas for eksempel.

Zonen må ikke forveksles med de grænser til havs, som alle kystnationer også har. Under international lov går denne grænse op til 12 sømil (22 kilometer, red.) ud fra kysten.

I august sidste år affyrede Nordkorea for første gang et missil direkte ind i Japans EØZ.

Hændelsen blev fordømt af adskillige lande, fordi en FN-resolution forbyder Nordkorea at udvikle ballistisk missilteknologi.

At Nordkorea fortsætter prøveaffyringerne er ifølge Shinzo Abe en provokerende handling i forhold til international sikkerhed og et klart brud på resolutionerne fra FN's Sikkerhedsråd.

- Vi kan aldrig tolerere dette, siger han.

De nordkoreanske missiler forsvandt i havet uden at forstyrre skibstrafikken i det område, hvor de slog ned, oplyser den japanske kystvagt.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx