Af Ritzau - 11/06-17 00:13

Asylcentre reagerede prompte på Støjbergs ulovlige instruksAsylcentre reagerede prompte på Støjbergs ulovlige instruks

Kommune giver adgang til en central mail, der kaster nyt lys over sag om at tvangsadskille unge asylpar.

Det tog kun 121 minutter, fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) havde udsendt en pressemeddelelse om at tvangsadskille alle unge asylpar, til myndighederne var i fuld gang med at føre den ulovlige beslutning ud i livet.

Det skriver Politiken.

Gennem de seneste par måneder har Politiken forgæves søgt om aktindsigt i flere ministerier, men nu har Vesthimmerlands Kommune givet adgang til en central mail, der kaster nyt lys over den mørklagte sag.

Allerede to timer efter at pressemeddelelsen blev offentliggjort, blev den oversendt til Udlændingestyrelsen, der også blev ringet op af en afdelingschef i ministeriet, som gav en "mundtlig instruks" om "straks" at efterleve beslutningen.

På den baggrund sendte Udlændingestyrelsen senere samme eftermiddag en mail ud til Røde Kors og landets kommunale asylcentre i Tønder, Thisted, Jammerbugt, Vesthimmerland og Langeland.

- Beslutningen fra ministeren betyder, at ingen mindreårige fremover må indkvarteres sammen med en ældre ægtefælle eller samlever, dette er, uanset om de har fælles børn, skriver en kontorchef i Udlændingestyrelsen og fortsætter:

- Det betyder også, at der skal ske adskillelse i de aktuelle sager, hvor en mindreårig bor sammen med en ældre ægtefælle eller samlever. Vi vil derfor snarest muligt varsle flytning i samtlige af disse sager.

Blandt dem, der modtog mailen, var asylchef Jakob Kirkegaard fra AsylSyd, der tydeligt husker sagen.

- Når vi får en sådan besked, skal vi følge den. Vi havde et asylpar på et af vores centre ved Esbjerg, og i den situation er det noget, man gør med dags varsel. Så jeg tror ikke, det tog mere end to dage, før de var adskilt, siger han til Politiken.

Inger Støjberg er nu indkaldt til et nyt samråd og har ingen yderligere kommentarer.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx