Af Ritzau - 13/12-16 10:33; Opdateret: 13/12-16 10:59

Togulykke på Sjælland betyder færre tog indtil onsdagTogulykke på Sjælland betyder færre tog indtil onsdag

Køreledninger blev revet ned og spor blev ødelagt, da to godsvogne afsporede ved Høje Taastrup mandag.

Efter en togulykke ved Høje Taastrup mandag eftermiddag, hvor to vogne på et godstog kørte af sporet, har der kørt færre regionaltog på Sjælland.

Den reducerede togdrift vil fortsætte indtil onsdag klokken 12, oplyser Tony Bispeskov, informationschef hos DSB.

Det er regionaltogene mellem København og henholdsvis Holbæk/Kalundborg, Ringsted, og Næstved/Nykøbing Falster, som er ramt af problemerne på skinnerne.

- Cirka halvdelen af de tog, der normalt kører på strækningen, er aflyst. Og det vil altså fortsætte indtil onsdag klokken 12, siger Tony Bispeskov fra DSB.

Ulykken kostede en ung mand på 19 år livet. Han arbejdede på rangerterrænet ved stationen, da ulykken skete. Han døde på stedet, da han fik en af vognene ned over sig.

Ifølge politiets oplysninger var godstoget 400 meter langt og kørte af sporet, da det var ved at blive manøvreret rundt i lav fart.

Arbejdstilsynet var ligesom Havarikommissionen på stedet mandag for at kortlægge hændelsesforløbet. Arbejdstilsynet er stadigvæk ved at undersøge omstændighederne for ulykken.

Det er Banedanmark, som er i færd med at rydde op på skinnerne ved Høje Taastrup Station, hvor køreledninger og en køreledningsmast blev revet ned, og skinner blev ødelagt.

- Vi har arbejdet hele natten på at få ryddet op. En køreledningsmast lå fladt på jorden, og fundamentet til den er ødelagt. Vi skal bygge en helt ny mast, og det tager tid, siger Jesper Sejerø, sektionschef i kørestrømssektionen.

Han oplyser, at et spor er ryddet, så der nu kan køre tog på tre ud af fire spor.

På grund af den ødelagte mast vil det fjerde spor ikke kunne bruges af eltog i cirka ti dage. Derimod vil dieseltog sandsynligvis kunne benytte sporet.

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Skærpet mistanke: Udbredt kemikalie...
bt.dk
Uheldig kameramand måtte syes efter...
bt.dk
Politiet: Mand faldt ned fra lygtepæl...
bt.dk
Mor bakker op om udskældt rektor: Jeg...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx