Af Ritzau - 04/05-17 12:55; Opdateret: 04/05-17 13:18

Ishockeylandsholdet henter talent ind fra NordamerikaIshockeylandsholdet henter talent ind fra Nordamerika

AHL-spilleren Mikkel Aagaard støder til det danske ishockeylandshold ved VM i Tyskland.

Det danske ishockeylandshold har indkaldt yderligere en spiller to døgn før VM-premieren mod Letland.

Den talentfulde forward Mikkel Aagaard har fået grønt lys af sin klub, Stockton Heat i den nordamerikanske udviklingsliga AHL, og er på vej til den danske lejr i Köln.

Efter planen ankommer Aagaard sent torsdag aften og skal træne med holdet første gang fredag, så han er klar til Danmarks første VM-kamp.

- Som altid så har vi stor respekt for klubbernes prioriteter og venter med at kontakte dem, indtil sæsonen definitivt er slut, siger landsholdets general manager, Kim Pedersen, i en pressemeddelelse.

Stockton Heat er farmerhold for Calgary Flames i NHL, og Calgary gav hurtigt den 21-årige dansker lov til at tage til VM, efter at Stockton Heat natten til onsdag røg ud af AHL-slutspillet.

I alt blev Mikkel Aagaard noteret for 12 point i 29 kampe for klubben.

Han var også en del af den danske VM-trup sidste år, hvor han startede som reserve, men fik nogle minutters istid undervejs.

Med den seneste tilføjelse har landstræner Jan Karlsson nu 25 spillere med til VM, men han undlader i første omgang at skrive dem alle ind i turneringen.

25 spillere er nemlig det maksimale antal, hvert land må anvende i løbet af turneringen, og Karlsson ønsker at holde pladser åbne for de spillere, der fortsat er i gang med klubturneringerne.

- Danmarks Ishockey Union følger fortsat slutspillet i NHL tæt og afventer især, hvordan det går for Washington Capitals og New York Rangers, som har henholdsvis Lars Eller og Nicklas Jensen i spil endnu, lyder det.

I første omgang skal alle VM-lande registrere 15 markspillere og to målmænd torsdag aften. Derefter kan yderligere spillere blive indskrevet ind til to timer før hver kamp.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx