Af Ritzau - 01/06-17 13:43

Minister: Vi kan ikke tvinge skattekommission til hurtige svarMinister: Vi kan ikke tvinge skattekommission til hurtige svar

Folketinget kan ikke pålægge en uafhængig kommission at aflægge delkonklusioner, siger skatteministeren.

Jo hurtigere, en undersøgelseskommission kan få gransket de seneste års skandaler i Skat, jo bedre.

Men Folketinget kan ikke pålægge en uafhængig kommission løbende at aflægge delkonklusioner, som ellers er et ønske fra flere partier.

Det gør skatteminister Karsten Lauritzen (V) klart efter det første forhandlingsmøde om kommissionen.

- Man kan ikke pålægge en kommission at aflægge delkonklusioner. Vi kan opfordre til det, og det kan der være god mening i, men vi kan ikke pålægge en uafhængig kommission at aflægge delkonklusioner.

- Den kører med den hastighed, kommissionen kører med, siger Karsten Lauritzen.

Efter torsdagens møde, hvor de øvrige partier har fremsat ønsker til kommissionens arbejde, vil ministeren nu udarbejde et bud på, hvordan kommissoriet til kommissionen skal se ud.

- Og så vil vi hurtigst muligt genoptage forhandlingerne med partierne, siger Karsten Lauritzen.

Adspurgt om kommissionen skal deles op i separate undersøgelser for at kunne aflægge delkonklusioner, svarer ministeren:

- Det er en model, man kan vælge. Regeringen lytter til, hvad partierne siger, og så vil vi komme med et bud på, hvordan en model kunne se ud.

- Jo flere områder, man vælger, jo længere tid tager det. Og det er der, man må træffe de svære valg.

Det vigtige er, at man får en "farveblind kommission", der ikke alene fokuserer på perioder under røde eller blå regeringer, lyder det.

Der er helt sikkert blevet begået fejl i sagen om Skats mange skandaler, men om det er fejl, der også er ulovlige, skal kommissionen have ro til at undersøge, betoner ministeren:

- Hvis man laver en delkonklusion, vil man først til sidst i kommissionsarbejdet kunne placere et ansvar.

- Hvis der kan placeres et ansvar, så håber jeg da, at det sker så hurtigt som muligt. Men jeg kan ikke sige, om det bliver før eller efter det næste folketingsvalg.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx