Af Ritzau - 10/04-17 01:02

Politi anholder tre for stenkast mod lastbil fra gangbroPoliti anholder tre for stenkast mod lastbil fra gangbro

Tre unge mænd mistænkes for at have kastet sten mod en lastbil fra en gangbro. Ingen er kommet til skade.

Københavns Vestegns Politi har søndag aften anholdt tre unge mænd, der mistænkes for at have kastet sten mod en lastbil fra en gangbro over Avedøre Havnevej.

Det oplyser Lars Guldborg, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi.

- Vi får anmeldelsen klokken 21.47 om stenkast mod en lastbil, der holder stille ved Avedøre Havnevej. Da patruljen ankommer til stedet, står der en gruppe på omkring ti personer, der flygter fra stedet, siger Lars Guldborg.

- Men det lykkedes at få fat i tre af dem, der nu er anholdt i sagen, tilføjer vagtchefen.

Det drejer sig om to drenge på 16 år og en dreng på 15 år.

De vil blive sigtet for hærværk, oplyser Lars Guldborg, der understreger, at de anholdte skal være heldige med at slippe med en hærværkssigtelse.

- Hvis lastbilen havde kørt, så havde de forvoldt fare for andre, og så havde det være en noget mere alvorlig sag, men der er ingen faresituation, når bilen står stille, siger Lars Guldborg.

Ifølge vagtchefen var stenene, der blev kastet mod lastbilen, omkring tre til fem centimeter.

Dermed slap lastbilen med et par stenslag i forruden og mærker i lakken.

Vagtchefen ønsker ikke at spekulere i, hvorvidt gerningsmændene havde til hensigt at kaste sten mod kørende biler.

- Det kan godt være, men det kan vi ikke bevise på nuværende tidspunkt, siger Lars Guldborg.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx