Af Ritzau - 05/04-17 12:26

Bilbombe dræber syv på café i Somalias hovedstadBilbombe dræber syv på café i Somalias hovedstad

Al-Shabaab får skyld for et angreb, der har kostet syv civile livet tæt ved regeringsbygninger i Mogadishu.

En bil fyldt med sprængstoffer er onsdag braget ind i en café i Somalias hovedstad, Mogadishu. Syv civile er døde i angrebet, oplyser embedsmænd og redningsmandskab.

Angrebet skete i et kvarter af Mogadishu, hvor Somalias sikkerhedsministerium og sportsministerium ligger.

Øjenvidner siger, at eksplosionen har ødelagt caféen og forårsaget skader på en anden.

Tre biler er beskadiget ved eksplosionen, og røg stiger op fra området.

På caféens gulv ligger blod fra de dræbte og sårede, fortæller øjenvidnerne.

- Indtil videre har vi båret syv mennesker væk fra stedet. Dødstallet kan stige, siger Abdikadir Abdirahman, der er leder af redningstjenesten, til Reuters.

Angrebet kommer kort efter, at Somalias nye sikkerhedsminister, Mahamed Abuukar Islow, er taget i ed. Han har lovet, at han vil fremlægge en plan for, hvordan sikkerheden i det uroplagede land kan højnes.

En talsmand for borgmesteren i Mogadishu beskylder den militante gruppe al-Shabaab for at stå bag angrebet.

Det var ikke umiddelbart muligt at få en kommentar fra gruppen selv.

Tidligere har al-Shabaab taget skylden for flere angreb i såvel Mogadishu som andre steder i Somalia.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx