Af Ritzau - 23/05-17 16:46

Pape stiller hurtigere politiudrykning i udsigtPape stiller hurtigere politiudrykning i udsigt

Tider præget af terror og flygtningekrise gør politiet langsommere til at komme danskerne til undsætning.

Fra 8 minutter og 42 sekunder til 10 minutter og 38 sekunder.

Siden starten af 2014 til 2016 er politiet blevet næsten to minutter længere om at nå frem til danskere i nød.

Og det er et problem, mener justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

- Lad mig sige det klart og tydeligt. Politiet skal rykke ud, når borgerne har brug for det, siger han på et samråd i Folketinget tirsdag.

De seneste års udfordringer har dog ifølge justitsministeren gjort det nødvendigt for politiet at omprioritere. Det betyder, at betjente er blevet flyttet på tværs af landet for at stå vagt ved grænsen.

Dermed er der færre til at rykke ud, og politiet bliver langsommere til at komme danskerne til hjælp, fortæller Søren Pape Poulsen.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at de seneste år har været udfordrende for dansk politi, siger han.

- Politiet står også over for nye og langt mere komplekse udfordringer i form af ændrede trussel- og kriminalitetsbillede, hvor terror, omrejsende kriminelle og it-kriminalitet fylder stadig mere.

Ministeren peger derfor på, at politiet kan begynde at øge tempoet, når der ikke længere er lige så meget brug for at sende betjente ud på opgaver uden for deres kredse.

- Vi skal have responstiderne ned, og derfor er det afgørende, at politiet prioriterer beredskabet, siger han.

Det er Søren Papes klare forventning, at når behovet for omprioriteringer bliver mindre, vil responstiderne også falde.

Der er dog ikke udsigt til, at behovet for at sende betjente rundt i landet ophører lige med det samme. Søren Pape Poulsen oplyser, at det først vil ske i løbet af 2019.

Han understreger dog, at regeringen regner med, at der både bliver uddannet flere politibetjente og politikadetter, der kan udføre opgaver som at stå vagt ved grænsen.

Det vil også være med til at sikre hurtigere udrykning for det danske politi.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx