Af Ritzau - 27/01-17 13:30

Politiet søger vidner til vanvidskørsel på AmagerPolitiet søger vidner til vanvidskørsel på Amager

Bilist i stjålen bil ønskede ikke at tale med ordensmagten. Han forsvandt efter hasarderet flugt fra politiet.

Københavns Politi søger vidner, der overværede en Mazdas vanvidskørsel på Amager for en uge siden.

Den farlige køretur blev indledt søndag 22. januar omkring klokken 10, da føreren af en stjålen mørkegrå Mazda stak af fra en politipatrulje på Amager Strandvej.

Det lykkedes ikke politiet at standse bilen og anholde føreren, og derfor beder man nu om offentlighedens hjælp til at fange ham.

Politiet ønskede at standse bilen, fordi den også havde stjålne nummerplader med registreringsnummeret AZ 85517.

Flugtbilen kørte i den forkerte vejside og over for rødt, og der blev også kørt slalomkørsel, inden bilen kom ud på Amager Motorvej, hvor den med høj hastighed kørte ind mod København.

Ved Tårnby-afkørslen forlod den motorvejen, og i krydset Englandsvej og Amagermotorvejen kørte den over for rødt lys med stor fart og ned på motorvejen igen.

På motorvejen fortsatte bilisten sin vanvidskørsel og overhalede højre om i nødsporet, indtil bilen blev parkeret og forladt ved afkørslen til Gammel Køge Landevej, oplyser politiet.

Politiet er især interesseret i at høre fra borgere, der har oplevet bilens hasarderede kørsel ved lyskrydset Englandsvej og Amagermotorvejen.

Folk, der har hørt eller set noget, kan kontakte Københavns Politi på telefon 3314 1448.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx