Af Ritzau - 09/12-16 07:48; Opdateret: 09/12-16 08:22

S tror ikke danskerne vil veksle løn for mere fritidS tror ikke danskerne vil veksle løn for mere fritid

Enhedslisten vil lade danskerne arbejde mindre, men Socialdemokraterne afviser en 30 timers arbejdsuge.

Lønstigninger eller fritid.

Når man stiller de to overfor hinanden, mener Socialdemokratiet ikke, at danskerne ville vælge mere fritid.

Det er reaktionen på, at Enhedslisten har lavet et regnestykke, der viser, hvordan vi får råd til en 30 timers arbejdsuge. Men det får ikke opbakning fra finansordfører Benny Engelbrecht (S).

- I de overenskomstaftaler der er lavet, hvor man har fået frit valg, der har det store brede flertal ikke valgt mere fritid.

- Relativt mange har valgt flere lønkroner. Derfor er man nødt til at spørge, hvad det er, lønmodtagerne har en interesse i, siger han.

Faktisk ser han helst ikke, at politikere blander sig i vilkårene for lønmodtagerne.

- Løn- og arbejdsvilkår er noget, man skal overlade til arbejdsmarkedets parter, fordi vi har en arbejdsmarkedsmodel, hvor politikerne skal blande sig udenom, siger han.

Enhedslistens økonomiske model er baseret på anerkendte regnemetoder, der viser, hvordan lønmodtagerne ved fremtidige overenskomstforhandlinger vil kunne veksle højere løn til kortere arbejdstid.

Modellen indføres over 21 år og indebærer, at folk på arbejdsmarkedet kan bevare både deres nuværende velstand og serviceniveauet i den offentlige sektor.

- Man skal bede håndværkeren droppe enhver form for reallønsstigning. Bortset fra en regulering, som tager højde for inflationen, så skal man fastholde lønningerne frem til 2040.

- Det tror jeg ikke, at de danske lønmodtagere er interesseret i, så allerede der sprænger beregningerne, siger Benny Engelbrecht.

Enhedslisten mener, at der med nedsat arbejdstid bliver plads til flere, som står uden for arbejdsmarkedet.

Men Benny Engelbrecht vil hellere se på, hvordan man løser problemet med, at der kommer til at mangle 70.000 faglærte.

- Det vil ikke ligefrem hjælpe, hvis folk arbejder mindre, så vil vi bare komme til at mangle endnu flere faglærte de kommende år, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx