Af Ritzau - 30/05-17 15:11

Minister: Skatten skal sænkes nok til at få flere i jobMinister: Skatten skal sænkes nok til at få flere i job

2025-planen lægger op til skattelettelser - men hvor store og for hvem får vi først svar på til efteråret.

Det er under et år siden, danskerne sidst blev præsenteret for en stor, forkromet plan, der udstak retningen for dansk økonomi frem mod 2025.

Den faldt som bekendt til jorden, før den var lettet, da Liberal Alliance med partileder Anders Samuelsen i spidsen gjorde topskattelettelser til et ultimativt krav. Et ultimativt krav, som Dansk Folkeparti ultimativt afviste.

Tirsdag står økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) så skulder ved skulder med finansminister Kristian Jensen (V) og erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsen (K) og præsenterer en ny 2025-plan.

En plan, der sigter mod at øge væksten med 80 milliarder kroner og beskæftigelsen med 60.000 personer. Og så skal den øge råderummet, så skatten kan sænkes.

Det interessante spørgsmål er selvsagt hvor meget og for hvem?

- Hvor meget skatten skal sænkes? Ja, den skal jo sænkes nok til, at det er attraktivt at komme i beskæftigelse, svarer Kristian Jensen på pressemødet for fremlæggelsen af planen.

- At vi får en større gulerod for dem, der rent faktisk tager de job, der er til rådighed – og for dem, der bliver længere tid på arbejdsmarkedet.

Mere konkret bliver det ikke før efteråret. Her vil regeringen fremlægge et skatteudspil, som Kristian Jensen forventer at forhandle samtidig med finansloven for 2018.

Adspurgt hvad der får regeringen til at tro, at DF denne gang vil sikre flertal for skattelettelser, lyder finansministerens svar:

- Det er jo sådan med politiske udspil, at de præsenteres, og derefter forhandles de. Og Dansk Folkeparti har været med til at tage initiativ på store og afgørende beslutninger i forhold til, hvor dansk økonomi er i dag.

- Vi forventer selvfølgelig, at de – men også gerne andre partier – byder ind til at være med til at gennemføre reformer.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx