Af Ritzau - 18/04-17 06:33

Kinas udenrigsminister ønsker diplomatisk Nordkorea-løsningKinas udenrigsminister ønsker diplomatisk Nordkorea-løsning

Det vigtigste for Kina er at få en fredelig løsning på konflikten mellem Nordkorea og Sydkorea, siger Wang Yi.

Den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, siger på et pressemøde i Beijing tirsdag, at diplomati skal løse spændingerne på den koreanske halvø.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Udtalelsen kommer, efter at Nordkorea har svoret at fortsætte med sit atom- og missilprogram, selv om FN har indført en række sanktioner mod landet og særligt USA har været konfronterende over for Kim Jong-uns styre.

Wang opfordrer alle sider i konflikten til at finde en fredelig løsning på spændingerne.

- Jeg har set, at USA har gentaget, at det er villig til at bruge politiske og diplomatiske midler til at løse situationen. Og at det er deres førsteprioritet, siger Wang Yi ifølge Reuters.

- Selvfølgelig mener jeg, at politiske og diplomatiske midler selvfølgelig skal være førsteprioritet.

Mandag sagde den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, under et besøg i grænseområdet mellem Sydkorea og Nordkorea, at "alle muligheder er på bordet", når det kommer til at stoppe Nordkoreas aggressioner.

Pence sagde dog også, at en fredelig løsning klart er at foretrække.

- Det skal ske gennem fredelige midler og forhandlinger. Men alle muligheder er på bordet, mens vi fortsætter med at stå skulder ved skulder med Sydkoreas folk.

Vicepræsidentens ord faldt ifølge nyhedsbureauet AFP under et besøg ved grænsebyen Panmunjom, der ligger tæt ved grænsen mellem Sydkorea og Nordkorea.

Nordkorea forsøgte søndag at affyre endnu et missil fra landets østkyst nær havnebyen byen Sinpo. Affyringen menes at være gået galt.

Nordkoreas forrige missilaffyring fandt sted 5. april. Det skete, umiddelbart efter at Donald Trump i et interview med Financial Times havde forlangt, at Kina tager ansvar i forhold til Nordkorea.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx