Af Ritzau - 01/01-17 04:14

USA fordømmer blodigt angreb mod nytårsgæster på natklubUSA fordømmer blodigt angreb mod nytårsgæster på natklub

USA vil arbejde sammen med tyrkiske myndigheder i efterforskningen af angrebet mod natklub i Istanbul.

USA fordømmer angrebet mod en tyrkisk natklub, der har kostet mindst 35 mennesker livet natten til søndag.

Angrebet var rettet mod gæsterne på natklubben Reina i Istanbul, hvor op mod 700 gæster var til stede for at fejre nytåret.

- USA fordømmer på det kraftigste det forfærdelige terrorangreb mod en natklub i Istanbul, Tyrkiet, som har kostet dusinvis af menneskeliv og har såret mange andre, udtaler Ned Price, talsmand National Security Council, ifølge AFP.

- At sådanne grusomheder kan blive udført mod uskyldige festglade mennesker, hvoraf mange fejrede nytårsaften, understreger gerningsmændenes brutalitet, tilføjer han.

Talsmanden benytter lejligheden til at udtrykke støtte til Tyrkiet, der er USA's Nato-allierede.

Talsmand for det amerikanske udenrigsministerium Mark Toner siger, at USA vil være i "tæt kontakt" med de tyrkiske myndigheder i efterforskningen af angrebet.

- Ulykkeligvis er dette afskyelige angreb blot det seneste forsøg på at dræbe og lemlæste uskyldige mennesker, siger Mark Toner.

- Disse angreb forstærker blot vores vilje til at arbejde sammen med den tyrkiske regering for at stoppe plagen fra terrorister, tilføjer han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx