Af Ritzau - 06/03-17 08:59

Overforsikret? Her kan du spare pengeOverforsikret? Her kan du spare penge

Nogle forsikringer overlapper hinanden, og nogle er slet ikke nødvendige. Her kan du læse mere om, hvor du kan spare penge på dine forsikringer.

Mange kigger ugentligt tilbudsaviser igennem for at spare penge på mælken og oksekødet. Men forsikringer, hvor der ofte er meget større beløb at spare, orker folk tit ikke at sætte sig ind i, siger Morten Steinvig, der er specialkonsulent hos Penge- og Pensionspanelet.

- Den, der har ansvar for, om du er overforsikret, er dig selv. Så der kan være en god timeløn i at bruge en halv time om året på at tjekke sine forsikringer.

For måske har du forsikret for et meget større beløb, end du ejer, eller måske betaler du for overlappende forsikringer.

Første skridt er at kigge på din indboforsikring og se, om den passer til dine værdier og behov. Det er dumt at spare ved at undervurdere værdien af sit indbo, da man så ikke får fuld dækning i tilfælde af brand eller tyveri. Til gengæld kan det nogle gange betale sig at spare på selvrisikoen, ligesom bofæller ofte kan deles om en indboforsikring.

En anden overforsikring kan være forsikringer gennem pensionen.

- Folk kan godt glemme at tjekke deres pensioner, fordi det er så super, super kedeligt. Men tjek, hvad du eksempelvis har af ulykkes- og livsforsikringer liggende rundt omkring, siger han.

Tillægs- og småforsikringer på eksempelvis en ny smartphone eller en computer skal du også være kritisk over for. For nogle gange dækker din indboforsikring, andre gange dækker den slet ikke det, du tror.

- Se på, hvad vilkårene er, for at du får udløst de her penge. Det skal jo kun være i situationer, hvor du ikke kan få penge for det gennem din indboforsikring. Det kan også være, der er et vilkår om, at småforsikringen ikke dækker, hvis du spilder kaffe i tastaturet - hvilket måske er det, man realistisk ville gøre, siger Morten Steinvig.

I det hele taget bør du overveje, om du vil forsikre ting, der er mindre end 10.000 kroner værd, siger Kenneth Hansen, der er privatøkonomisk rådgiver og ekspert i tv-programmet "Luksusfælden".

- 10.000 kroner over et langt liv er jo ikke mange penge. Så i stedet for at betale for alle de her små elektronikforsikringer og bruge mange penge på det, skulle man hellere tage de penge og sætte dem ind på en konto, så har man en buffer sat til side, den dag noget går i stykker, siger han.

Også på rejse- og afbestillingsforsikringer kan der være penge at spare. De kan nemlig være dækket af ens indboforsikring eller det kreditkort, man har købt rejsen med.

I det hele taget kan det betale sig at spille forsikringsselskabernes tilbud ud mod hinanden og presse prisen, siger han.

- Det er en myte, at det altid er billigst at have alle forsikringer samlet ét sted. Det betaler sig at indhente tilbud og sammenligne priser på forsikringsguiden.dk.

- Undersøg, om elektronik- og småforsikringer er nødvendige.

- Se på pensionsinfo.dk, om du har forsikringer gennem pensionen.

- Gennemgå forsikringer, hvis du får børn, bliver gift eller skilt, så du ikke er over- eller underforsikret.

- Nærlæs altid alle forsikringsbetingelser.

Kilder: Morten Steinvig, Kenneth Hansen.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx