Af Ritzau - 10/04-17 10:35

Gynækolog tvivler på at somaliske piger er blevet omskåretGynækolog tvivler på at somaliske piger er blevet omskåret

Somalisk forældrepar anklages for at lade døtre omskære, men gynækolog tvivler på, at indgreb har fundet sted.

Det er usikkert, om to mindreårige piger er blevet udsat for omskæring under en Afrika-rejse, sådan som anklagemyndigheden ellers påstår.

Det siger en speciallæge i gynækologi fra privathospitalet Mølholm, der mandag afgiver forklaring ved Retten i Kolding.

Her er et somalisk forældrepar fra Fredericia tiltalt for at have ladet deres to døtre omskære under en tre måneder lang rejse i Afrika i sommeren 2015.

Det var den yngste piges skolelærer, der underrettede Fredericia Kommune om, at pigen muligvis var blevet udsat for omskæring.

De to piger blev efterfølgende undersøgt på Odense Universitetshospital. Her var konklusionen klar: Pigerne var blevet omskåret. De havde fået bortskåret klitoris og dele af de små skamlæber.

Retslægerådet er efter at have kigget på billederne fra undersøgelsen nået frem til den samme konklusion.

Men forældrene har en anden opfattelse. De nægter sig skyldige og siger, at pigerne på dengang otte og 15 år slet ikke har været udsat for omskæring.

Til dokumentation for deres påstand har de på eget initiativ fået foretaget en undersøgelse af pigerne på privathospitalet Mølholm.

Speciallæge i gynækologi Per Lundorff fra Mølholm undersøgte pigerne. Han siger, at pigerne efter hans bedste overbevisning ikke er blevet omskåret.

Han siger dog, at han, siden undersøgelsen blev foretaget i februar sidste år, er kommet i tvivl efter at have vendt det med kolleger.

- Jeg er lidt usikker på, om der kan være foretaget et operativt indgreb på de små skamlæber, siger Per Lundorff om den yngste af pigerne.

Han er også kommet i tvivl om, hvorvidt der kan være foretaget et mindre indgreb i den ældste piges klitoris.

Ifølge speciallægen er det ikke nogen eksakt videnskab at afgøre, om indgrebet har fundet sted.

Det kan ifølge lægen være meget vanskeligt at afgøre, når der er tale om små piger, hvor kønsdelene udvikler sig meget forskelligt.

Sagen er principiel. Det er kun anden gang, der rejses tiltale efter en særlig paragraf i straffeloven om kvindelig omskæring.

Forældrene risikerer fængsel, hvis de findes skyldige. Anklageren vil også kræve moren udvist, da hun ikke er dansk statsborger.

Der ventes at falde dom i sagen senere mandag.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx