Af Ritzau - 28/06-17 05:30

Vindmøller på land sætter ny rekordVindmøller på land sætter ny rekord

Landmøller har nu effekt på fire gigawatt. Men branchen frygter, at forsinket støtte bremser grøn omstilling.

Vindmøller på land har rundet en milepæl: Den samlede kapacitet i Danmark er nu over fire gigawatt (GW).

Det kan dække 27 procent af vores elforbrug, oplyser brancheforeningen Vindmølleindustrien.

Rekorden blev nået, da vindmølleparken Korsnakke på Lolland blev sluttet til elnettet. Den består af seks vindmøller og ejes af forsyningsselskabet Hofor.

Der står nu 4187 vindmøller på land.

Men rekorden på de fire GW kan blive den sidste af sin art. For muligheden for at opstille landvindmøller risikerer at ophøre fra februar 2018, frygter Vindmølleindustriens direktør, Jan Hylleberg.

- Det er stærkt beklageligt og skadeligt for vindindustrien og den grønne omstilling, at regeringen endnu ikke har meldt ud, at hvordan den ønsker, at udbygningen med møller skal foregå i fremtiden, siger Hylleberg.

Støtteordningen til landvind ophører 21. februar. Og trods talrige opfordringer har energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) ikke fremlagt sit bud på, hvad der skal erstatte den gældende ordning.

- Det er ufatteligt, at vi de facto kommer til at opleve et stop for opstilling af landvindmøller. Vi risikerer, at den grønne omstilling taber momentum, blot fordi regeringen ikke kan blive enig om en ny løsning, siger Jan Hylleberg.

- Hvis ikke regeringen og Folketinget får lavet en løsning, der muliggør udbygning med landvind i fremtiden, vil vi ryge under fire GW igen meget snart, forudser Jan Hylleberg.

I de kommende år skal hundredvis af vindmøller nemlig pilles ned på grund af alder.

Lars Christian Lilleholt har tidligere over for Ritzau lovet, at der vil være en ny støtteordning for landvind på plads, når den gamle udløber.

- Det er usandsynligt, at der ikke kommer en ny ordning for landvind, sagde Lilleholt i april.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx