Af Ritzau - 02/03-17 04:25; Opdateret: 02/03-17 04:59

Malaysia suspenderer nordkoreaneres frie adgang til landetMalaysia suspenderer nordkoreaneres frie adgang til landet

Efter nordkoreanske Kim Jong-nam blev myrdet i Malaysia, har landet nu sanktioneret Nordkorea.

Malaysia vil suspendere visumfri adgang til landet for nordkoreanere.

Malaysia og Nordkorea har en diplomatisk krise, efter at nordkoreanske Kim Jong-nam, halvbror til den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, blev snigmyrdet i Kuala Lumpur i februar.

Sydkorea og USA mener, at det var det nordkoreanske styre, der stod bag.

Suspenderingen træder i kraft 6. marts, rapporterer det statslige nyhedsbureau Bernama.

Derefter vil nordkoreanere være nødt til at søge om visum, før de kommer til Malaysia. Det sker af sikkerhedsmæssige årsager, siger vicepremierminister Ahmad Zahid Hamidi til Bernama.

Anklagemyndigheden i Malaysia sigtede onsdag en indonesisk og en vietnamesisk kvinde for at have dræbt Kim Jong-nam.

Hvis de to kvinder på henholdsvis 25 og 28 år bliver fundet skyldige, risikerer de dødsstraf.

Kim Jong-nam blev dræbt i den internationale lufthavn i Kuala Lumpur 13. februar med en stærk nervegas. En obduktion har vist, at han døde i løbet af 15-20 minutter, efter at nervegassen VX var blevet smurt på hans ansigt.

Nervegassen betegnes af FN som et masseødelæggelsesvåben og er forbudt i hele verden. En dråbe er nok til at dræbe et menneske.

Den indonesiske kvinde har fortalt, at hun fik 630 kroner for at forgifte den nordkoreanske leders halvbror.

Hun troede angiveligt, at hun deltog i et realityprogram. Det oplyste Indonesiens viceambassadør i Malaysia i sidste uge.

Den vietnamesiske kvinde er kommet med samme forklaring.

Det er ikke kun de to kvinder, der er mistænkt i sagen. Flere andre menes at være indblandet.

De to kvinder blev filmet af overvågningskameraer i lufthavnen 13. februar, da de tørrede en væske i ansigtet på Kim Jong-nam.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx