Af Ritzau - 04/03-17 21:25; Opdateret: 05/03-17 07:00

Syrisk kampfly styrtet ned i bjergegn i TyrkietSyrisk kampfly styrtet ned i bjergegn i Tyrkiet

Vraget af et syrisk kampfly blev lørdag fundet på tyrkisk jord. Piloten er natten til søndag fundet i live.

Et militærfly, der menes at tilhøre det syriske luftvåben, styrtede lørdag aften ned ved grænsen mellem Syrien og Tyrkiet.

Det oplyste guvernøren i Tyrkiets sydlige Hatay-provins, hvor flyet styrtede ned. Vraget blev fundet tæt ved Amanos-bjergene i Tyrkiet.

Det lykkedes for flyets pilot at redde livet ved at skyde sig ud med faldskærm.

Redningsfolk fra den tyrkiske sikkerhedstjeneste har efter en ni timer lang eftersøgning natten til søndag fundet piloten. Han var udmattet, men er ikke kommet til skade, skriver nyhedsbureauet dpa tidligt søndag morgen.

Det er ikke umiddelbart klart, hvorfor flyet styrtede ned. Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim, nævnte lørdag, at det kunne skyldes vejrforholdene i området.

En kilde i den syriske hær oplyste til statsligt syrisk tv, at luftvåbnet havde mistet kontakten med flyet, men kilden nævnte ikke noget om en mulig årsag.

Også observatørgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder havde registreret, at et kampfly var havareret.

Observatoriet havde dog ikke noget bud på om flyet styrtede ned på grund af en teknisk fejl, vejrforhold eller om oprørere havde skudt det ned.

Sent lørdag påstod oprørsgruppen Ahrar al-Sham ifølge dpa, at det havde skudt flyet - af typen Mig-21 - ned.

Hverken de syriske eller tyrkiske myndigheder har kommenteret den påstand.

Militære operationer og kampe mellem syriske regeringsstyrker og oprørsgrupper kommer jævnligt meget tæt på den lange grænse mod Tyrkiet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx